Porten til det arktiske område

Aalborg stiler mod at blive Danmarks ubestridte port til det arktiske område med Lise-Lotte Terp som ny direktør

Synligheden gør, at det bliver meget konkret for omverdenen, at vi har så mange arktiske aktører i det nordjyske, vurderer Lise-Lotte Terp

Synligheden gør, at det bliver meget konkret for omverdenen, at vi har så mange arktiske aktører i det nordjyske, vurderer Lise-Lotte Terp

Efter tre år med hundredvis af møder, seminarer og samtaler i ind- og udland har pilotprojektet Arctic Consensus formaliseret sig med egen bopæl i Det Arktiske Hus i Aalborgs midtby sammen med nordjysk baserede, arktiske aktører inden for erhverv, uddannelse og forskning.

Og dermed er startskuddet gået til en konsolidering af indsatsen.

Bag Arctic Consensus står Region Nordjylland, Aalborg Kommune, Aalborg Havn og Aalborg Universitet.

Pr 1. oktober tiltrådte en ny direktør, Lise-Lotte Terp, der kommer fra jobbet som sekretariatschef for Aalborg Havn, og som rummer mange kompetencer:

- Det vigtigste er nok den ballast, at jeg har opholdt mig næsten halvdelen af mit liv i Grønland og den anden halvdel i Danmark. Jeg er en del af begge sider af Atlanten, så når jeg går på arbejde her i Aalborg, føler jeg at halvdelen af mig er på arbejde i Grønland, siger direktør, Lise-Lotte Terp, der er hentet til direktørposten fra jobbet som sekretariatschef for Aalborg Havn.å Lise-Lotte Terps CV står også Grønlands Hjemmestyre, borgmesterkontoret i Aalborg og hun har ledet erhvervsorganisationen Arctic Business Network.

- Der sker jo et kursskifte i og med at vi er blevet fast etableret, så nu skal vi have konkrete resultater af de samarbejdsrelationer, som vi har skabt.

- Projektperioden kan betegnes som en amøbetid, hvor vi finder ud af, hvem der vil samarbejde.

- Min forgænger har skabt et rigtigt godt fundament til nu at gå over i det operationelle niveau og gå mere konkret til værks, forklarer Lise-Lotte Terp.

Arctic Consensus vil i fremtiden arbejde med arktiske emner på alle niveauer: EU, nationalt, regionalt og lokalt.

Råd og dåd til virksomheder

- Vi har det arktiske DNA liggende i os her i Nordjylland.

- Vi har overstået de første vanskeligheder, når to kulturer arbejder sammen, vi udvikler konstant samarbejdet - og I må gerne komme med ombord, opfordrer den nye direktør med adresse til resten af landet.

Arctic Consensus kan bidrage med viden til at klæde små, mellemstore og globale virksomheder på til at gå ind på det grønlandske marked.

Et nyt eller udvidet marked kræver indsigt i kultur, samfund og erhvervsmæssige forhold, dvs. de samme forarbejder som når man går ind på ethvert andet marked, eksempelvis i Østen.

- Medarbejderne har et indgående kendskab til Grønland og er skarpt trænede til at samarbejde med forskellige arktiske parter, påpeger Lise-Lotte Terp.

At man har fundet sig til rette i netop Det Arktiske Hus er ikke uventet.

Det Arktiske Hus er nemlig et videnshus i det centrale Aalborg med 22 kontorpladser, mødelokaler og samtalerum fordelt på tre etager.

Det Arktiske Hus i Aalborg åbnede i maj.

Huset samler nordjyske aktører inden for samarbejde, erhverv, uddannelse og forskning og det er nu hjemsted for Det Grønlandske Hus, dvs. for grønlændere, der studerer og bor i Aalborg og Nordjylland.

- Synligheden gør, at det bliver meget konkret for omverdenen, at vi har så mange arktiske aktører i det nordjyske, så mange at vi udgør et helt hus. Man får én vej ind til alle aktører. Det giver synliggørelse for den enkelte aktør, men også en mulighed for at synliggøre alle aktører, påpeger Lise-Lotte Terp.

Samlingen af kompetencer et og samme sted vil give øget synergi og koordinering af de nordjyske arktiske indsatser.

- Jeg har store forventninger til en øget arktisk forskning, så vi kan anvende den viden på det operationelle niveau, men jeg har også den modsatte forventning, at en øget viden om det operationelle bliver til gavn for forskningen.

Bag ønsket om at bo sammen ligger et overordnet mål om at skabe vækst og beskæftigelse både i Grønland og i Nordjylland.

- Jeg forventer, at det vil kaste noget af sig inden for et par år, vurderer Lise-Lotte Terp.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.