Brønderslev

Portene åbnes til hangarerne

Nordjyllands Ultra Light Flyveklub i Brønderslev har åbent hus Kristi himmelfartsdag. - Her søger vi at gøre nye interesserede opmærksomme på vores eksistens, og fortælle gamle kendinge om, hvad der er kommet til af nyt, fortæller klubbens formand, Peter Jürgensen. - Der sker hele tiden udskiftninger af både medlemmer og maskiner. Syv nye piloter har siden i fjor fået deres certifikat, og nu er ni i gang med at erhverve et i år. Det giver god aktivitet på pladsen. Som tidligere år vil klubben vise ultralette maskiner både på jorden og i luften. - Her håber på bedre vejr end i fjor. Men der ud over prøver vi at samle andre typer flyvemaskiner, herunder motordrevne paraglidere, radiostyrede modelfly, og vi har fået tilsagn om at få besøg af et motordrevet svævefly. Vi regner ligeledes med at få besøg af veteranbiler og motorcykler fra dengang vi var unge. - Siden sidste åbent hus er vægtgrænserne for UL-fly blevet ændret, og det har skabt mulighed for at vi kan flyve med mere avancerede typer indenfor UL. En type af disse vil blive vist både på jorden og i luften. Da vinden næsten altid aftager hen under aften, har klubben i år valgt at flytte arrangementet, så det først begynder klokken 16, men det varer så til solnedgang.