Portioner i serverings- fadstørrelse

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

En ordentlig kleppert af en rødspætte med tyttebær, hvide kartofler og stegesauce.

Bodilles Kro i Skagen har i rigtig mange år været en institution og haft et godt ry som spisested. Et sted, hvor du spiste solidt og godt, og hvor portionerne bestemt ikke bar præg af at skulle godkendes til damebladsbrug. Den gulmalede kro ligger lige ved jernbaneoverskæringen bag ved Sømandshjemmet på Østre Strandvej, og i skænkestuen kunne du for ikke så mange år siden altid finde fiskere og andet godtfolk, mens det blev serveret wienerschnitzel på størrelse med redningskranse og dansk bøf med bløde løg og surt i den 'finere' spiseafdeling. Og Bodilles var altid gode for en pandestegt rødspætte. Således fyldt med forventninger entrede vi Bodilles en mørk januaraften og fandt allerede stedet godt fyldt. En børnerig familie havde skubbet bordene sammen og var i fuld gang med bøf og fiskefileter med pommes, og rundt om var diverse par også i gang med kniv og gaffel. Hurtigt fik vi udleveret det brunrøde spisekort af vor vestklædte tjener og tog et overblik over mulighederne. 'Veltilberedt fra bunden med gedigne råvarer' er ambitionen, og selv om der var det gængse udvalg af kødretter, besluttede vi os for at satse på fisken. Vi var jo trods alt i fiskerbyen knap 100 meter fra kajkant, så derfor. Fjæsing (175 kr.) og rødspætte (178 kr.) og til forret besluttede vi os begge for Bodilles fiskesuppe (85 kr.). Til at ledsage faldt vi for, og fandt vi selv en australsk hvidvin, Wolf Blass Bilyara Chardonnay (268 kr.), som straks blev præsenteret ved bordet sammen med en kande vand. Frisk og let strågul uden overvældende syre er det en letdrikkelig vin, som vi nok mente kunne passe til fisken. Flødefedt hav Suppen ankom, portionsanrettet i en mindre skål, tydeligvis flødefed og med brød til. Det ristede brød var ganske udmærket og første skefuld af den dampende suppe også hed og stærkt smagende. Du kunne ane spritten fra Noilly Prat, grøntsagsdelen bestod for det meste af finthakket forårsløg, og gravede du dybere i suppen, fandt du rigeligt med rejer og muslinger. Begge desværre fra dåse eller spand og ikke specielt havfriske i smagen. Fløden dominerede, og alt i alt savnede vi den syrlige og fedtede fedme, som en fiskesuppe lavet fra grunden velsigner din mundhule med. Men der var da mindst en håndfuld rejer alene i min portion. Bedst smagte de små stykker pluk af fladfisk - mest rødspætte - du kunne finde rundt i flødehavet. - Kom I igennem, lød det fra tjeneren, da han ryddede af. Hertil kunne vi kun nikke bekræftende, selv om et 'hvordan smagte det?' måske i denne sammenhæng havde været mere passende. Allerede godt flødemættede blev det nu tid for anden skafning. Fjæsing - en god håndfuld - ankom på et stort serveringsfad med spinat, grillet bøftomat og bagt kartoffel. Fjæsingen var hårdstegt eller måske rettere dybtstegt i friture. Ensfarvet brunristet og knæksprød i haleenden gjorde fiskekødet ikke meget væsen af sig. Havfrisk var det ikke, og selvom du ikke kunne beskylde fisken for at være daggammel, smagte fisken under den lidt seje skorpe ikke af noget. Hvidløgssmørret hertil var såmænd stærkt og godt, men virkede egentlig lidt malplaceret, men gjorde dog god gavn til den forkogte bagekartoffel, der efterfølgende havde været en tur i ovnen. Den flødestuvede spinat havde også fået et skud hvidløg og var som sådan udmærket, men overordnet hang smagsindtrykkene ikke rigtig sammen. Fadstor spætte Min medspisers fadstore rødspætte - med hvide kartofler og tyttebær - var også mistænkelig ensartet solariebrun over der hele, og stegeskorpen sej og tilsyneladende uden nævneværdig panering, men med små friturelignende blærer i kanten, hvor det var gået hårdest til. Det hvide fiskekød inden under var igen underligt smagsløst, og spætten 'knåsede' ikke sprød og pandestegt, når du bed i skindet. Tilbehøret, bestående af lidt for bløde hvide kartofler, og lidt for søde tyttebær, mere over i det syltetøjsagtige, i stedet for med snerpende bid, fik heller ikke medspisersken til at falde i svime. Ganske som smørsaucen til ikke var præget af fiskesmag. Rigeligt mætte afrundede vi alligevel med en gang pandekager med vanilleis og solbærsyltetøj (75 kr.) til spindesiden, mens far sluttede med kaffe (20 kr.) og en god druebrændevin, armagnac (68 kr.) Pandekagerne var rigeligt fedtede, og enkelte vel sortbrændte i kanten, men med god is og syltetøj til. Kaffen tydeligvis lavet på maskinen, mens armagnacen først tog luften fra mig, og derefter gav mig den tilbage. Som god armagnac skal. Vi endte med en samlet regning lige under de 1000 kr. Præcis 954 kr. Og det må kvaliteten taget i betragtning siges at være så rigeligt betalt. Vi aner ikke, hvor kokken på Bodilles har taget kørekort til at føre store gryder, men vedkommende bør genopfriske sin kogeteori både, hvad angår forbuds-, påbuds- og servicetavler. Også selv om Skagen her i januar endnu ikke er oppe i fuld turistgear, og Bodilles lige havde åbnet efter nytårslukning. Kogeriet her smagte af for meget stress og jag, og ideen med at sætte kogt bagekartoffel sammen med tørstegt fjæsing var ikke vellykket. Portionsstørrelserne på Bodilles er der derimod ikke noget galt med. Du bliver bestemt mæt. Men mad er jo mere end blot mæthedsfornemmelse, så Bodilles Kro ville gøre både sig selv og gæsterne en tjeneste, hvis de tog deres eget motto 'veltilberedt og lavet fra bunden' op til overvejelse. Og rent faktisk gjorde det, som de skriver, at de vil. Bodilles Kro Øster Strandvej 11, Skagen, tlf. 98-443300 Vinteråbningstider: ma-to: kl. 17 - 21.30, fr.- lø.: 12.00-21.30, sø: 17 - 21.30.