Portland: Det er løftebrud

Vi har lyttet, siger skatteminister. Det er skuffende spin, raser Aalborg Portland i NOx-konflikten.

Anne Randby Toft
Statsministeren vil ikke lempe forureningsafgift mere end planlagt for cementfabrikkernes vedkommende. Foto: Torben Hansen
Skattepolitik 30. november 2011 05:00

- Vi har lyttet til erhvervslivets bekymringer. Sådan lancerer skatteminister Thor Möger Pedersen (SF), at regeringen nu udskyder femdoblingen af NOx-afgiften med et halvt år. Det er dog ord, der provokerer ledelsen i Aalborg Portland. - De har overhovedet ikke lyttet. Det er løftebrud, når de ikke beskytter arbejdspladser. Det eneste, der er ændret, er, at der på regningen står 1. juli i stedet for 1. januar, siger koncernfinansdirektør Henning Bæk, der ikke lægger skjul på, at han er både harm og skuffet over, at udskydelsen af NOx-afgiften er eneste resultat af det møde, som foregik mellem netop Aalborg Portland og skatteminister Thor Möger Pedersen i mandags. Skatteministeren mener dog, at han netop giver erhvervslivet et pusterum. - Udsættelsen er en håndsrækning til de virksomheder, der har været bekymrede for, om de havde tid nok til at forberede sig på en højere afgift, siger Thor Möger Pedersen. Henning Bæk kalder det skuffende spin. - Tænk at han forsøger at sige til befolkningen, at han har lyttet, og så samtidig siger, at vi på et halvt år kan trylle og ændre på NOx-udledningen, som i forvejen ligger i den flotte ende af normerne, siger Henning Bæk. Han forudser, at Aalborg Portland fremadrettet mister ordrer og derefter må tilpasse sine udgifter. Thor Möger Pedersen mener dog, at udsættelsen kommer Aalborg Portland til gode. - I forhold til Aalborg Portland giver udsættelsen mulighed for, at vi nu kan tage sagen op i EU og forhåbentligt nå at få et nyt bundfradrag på plads, der tager yderligere hensyn til de ønsker, som virksomheden har rejst, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...