Portland skal fortsat brænde slammet af
Cementfabrikken har vundet udbud om at aftage de sidste rester af aalborgensernes efterladenskaber
Opdateret kl. 13:51
AALBORG: Slammet fra spildevandsrensningen i Aalborg Kommune vil også i de næste tre år havne i ovnene på Aalborg Portland. Cementfabrikken, der har aftaget slammet siden 2012, har netop vundet et EU-udbud om at aftage det indtil udgangen af 2019.
Slammet er den sidste rest af det, som omkring 225.000 indbyggere i Aalborg og den nordlige del af Rebild Kommune skyller ud i deres toiletter og vaske. Efter rensning og afgasning på de to store kommunale renseanlæg i Aalborg tørres og granuleres slammet.
CO2-neutralt
Granulatet indgår som CO2-neutralt biobrændsel i cementproduktionen, og resterne indgår som råmateriale i cementen. Efterladenskaber bliver der ingen af.
- Vi har et rigtig godt samarbejde med Aalborg Portland og glæder os over, at vi sammen kan bidrage til at begrænse udledningen af CO2, siger Bo Laden, direktør for Aalborg Kloak.
Også Michael Lundgaard Thomsen, direktør i Aalborg Portland, glæder sig over aftalen:
- Vi får et kvalitetsbrændsel til en konkurrencedygtig pris, samtidig med at vi løser et affaldsproblem. Aftalen er en gevinst for alle parter - virksomhed, borgere og miljø.
Aalborg Portland vandt udbuddet i hård konkurrence med andre bydere. Slammet fra Aalborgs kommunale renseanlæg har haft skiftende aftagere gennem årene. I en årrække blev det sendt hele vejen til Tyskland, fordi afgiftsregler gjorde det for dyrt at afsætte det herhjemme.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.