Portland-strejke afblæst
90 3F-medarbejdere er tilbage i arbejde på Aalborg Portland - men de udelukker ikke at gå hjem igen.

90 3F-medarbejdere er tilbage i arbejde på Aalborg Portland - men de udelukker ikke at gå hjem igen. Arkivfoto: Torben Hansen
Onsdag morgen indstillede 90 3F-medarbejdere den strejke, de havde sat i gang tirsdag formiddag på cementfabrikken Aalborg Portland. Men det var ikke fordi, de var tilfredse med resultatet af konflikten. - Vi var lidt låst fast af, at de ikke vil snakke, mens vi strejker. Så nu har vi taget det her skridt for at komme videre med forhandlingerne, siger fællestillidsmand Harry Andersen. Centralt i forhandlingerne står lønstigninger. Ledelsen har foreslået halvanden krone, mens arbejderne vil have tre procent stigning svarende til godt 4 kroner og 50 ører i timen. Skuffet over konflikt Der er åbnet op for, at de forhandlinger kan fortsætte senere onsdag og det glæder ledelsen. - Jeg er selvfølgelig lettet over, at de er tilbage i arbejde. Men jeg er stadig skuffet over konflikten. Det var ikke den rigtige måde at gøre det på, så længe forhandlingerne stadig var i gang, siger Aalborg Portlands direktør Kjeld Pedersen. Kan strejke igen Harry Andersen fortæller, at stemningen er udmærket blandt de ansatte og at de har taget et skridt i den rigtige retning. Alligevel vil han ikke afvise, at strejken kan genoptages. - Jeg vil helst ikke vurdere så meget på det, for det er jo kollegerne selv, der bestemmer det. Men jeg tror godt, at de kan finde på at gøre det igen, lyder det fra fællestillidsmanden. Næste møde mellem parterne starter klokken 11.30 onsdag
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.