Portland: Vækst på alle fronter i 2006

Cementen gav 625 millioner kr.

EMNER 10. marts 2007 05:00

AALBORG: For cementkoncernen Aalborg Portland Group blev 2006 et år stort set uden skygger. Af det netop offentliggjorte regnskab fremgår det, at Aalborg Portland i 2006 omsatte for 4,5 milliarder kroner sidste år og opnåede et resultat før skat på 625 millioner kroner. Omsætningsmæssigt er der tale om en vækst på 16 procent fra 3,8 milliarder kroner. Hvad resultatet angår, er der tale om en vækst på 26 procent fra 495 millioner kroner. Bag rekordresultatet, som ledelsen betegner som tilfredsstillende, står væksten i verdensøkonomien kombineret med, at koncernen i øjeblikket høster udbyttet af den internationalisering, koncernen har gennemgået med etablering og køb af fabrikker i Ægypten, Malaysia og Kina. Den globale vækst har sikret fuld udnyttelse af kapaciteten på alle tre forretningsområder, grå cement, hvid cement og fabriksbeton, og havde det ikke været for stigende energi- og fragtpriser, ville resultatet have været endnu bedre. Som konsekvens af den fulde udnyttelse på koncernens fabrikker traf virksomheden sidste år beslutning om at udvide kapaciteten i Ægypten til en million ton. Når udvidelsen er gennemført i 2008, er der tale om verdens største anlæg til produktion af hvid cement. Derudover undersøger koncernen i øjeblikket muligheden for at udvide fabrikken i Kina. Hvad indeværende år angår, forventer ledelsen, at væksten i økonomien i såvel Skandinavien og resten af verden flader ud i slutningen af 2007, men væksten vil dog fortsat være på et niveau, der understøtter et højt forbrug af cement og fabriksbeton. Med mindre situationen på selskabets markeder ændrer sig, forventer Aalborg Portland et bedre resultat i indeværende år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...