Sæby

Portræt af en fighter

- Jeg har planer om at blive 100 år - og så skal vi godt nok have fest

Henny Hauerslev har lungekræft - det har hun haft siden 2008. Hun husker klart, hvad hun følte, da det blev opdaget - nemlig chok og stor vrede over, at der var gået så lang tid, inden hun blev taget alvorligt af sin læge. Men Henny forstod hurtigt, at hun ikke kunne bruge vreden. Så hun hankede op i sig selv, genfandt sit lyse, positive sind og sin kampgejst. Hun blev en ægte fighter.Foto Kim Dahl Hansen

Henny Hauerslev har lungekræft - det har hun haft siden 2008. Hun husker klart, hvad hun følte, da det blev opdaget - nemlig chok og stor vrede over, at der var gået så lang tid, inden hun blev taget alvorligt af sin læge. Men Henny forstod hurtigt, at hun ikke kunne bruge vreden. Så hun hankede op i sig selv, genfandt sit lyse, positive sind og sin kampgejst. Hun blev en ægte fighter.Foto Kim Dahl Hansen

SÆBY:Det hele startede med at Henny Hauerslev begyndte at hoste - og hoste og hoste. Hos lægen og fik hun taget en blodprøve, da denne mente, det nok bare var en virus. I pinsen 2008 fik hun ondt i brystkassen - og det blev værre og.

- Jeg blev bange for, at jeg måske havde en blodprop i hjertet, så jeg gik igen til lægen. men vedkommende så på mig med det, jeg kalder et ”hypokonderblik”. Men langt om længe fik jeg da en tid til røntgen i september - 3/4 år efter de første symptomer. Og dér fik de øje på nogle knuder i lungen, fortæller Henny Hauerslev på 55 år.

Vrede og chok

Hun husker klart sine allerførste følelser.

_ Det første der skete, var, at jeg blev overmandet af en stor vrede. Vrede over, at der var gået så lang tid, inden jeg var blevet taget alvorligt og sendt videre til undersøgelse. Og samtidig var jeg meget chokeret over undersøgelsens resultat, siger Henny Hauerslev.

Men hun erkendte hurtigt, at vreden ikke var konstruktiv.

- Dét kunne jeg ikke bruge til noget. Jeg har et lyst sind, så nu gjalt det om at komme i gang med en behandling - omgående. På Aalborg Sygehus kom jeg hurtigt til en masse undersøgelser, pusteprøver og biopsi. Og efter biopsien fandt lægerne ud af, at der var noget grimt i den ene lunge, men der var også en lymfeknude på halsen, der var forstørret. Den knude fjernede de først, fordi der var også kræft i. Alene det forløb tog tre uger. Od i den tid sad jeg og talte dage, timer og minutter. Endelig fik jeg besked: det var ”uhelbredelig lungekræft - helbredelse ikke mulig. Palliativ behandling”. Disse præcise vendinger stod i dén kopi af journalen, jeg udbad mig. Jeg ville ikke have, lægerne vidste noget om min krop, jeg ikke selv vidste. Med dét i baghovedet tænkte jeg ærligt talt: Er det så nu, jeg skal ned og ligge to en halv meter under jordoverfladen, smiler Henny Hauerslev galgenhumoristisk.

Kemoen slog til

Men hun fik hurtigt andet at tænke på. Nu startede kemokuren nemlig.

- Ja - og dét kunne da pille smilet af selv den mest positive. Jeg fik 12 behandlinger i løbet af tre måneder, og jeg kan huske, at de sagde, det bestod af en lang og en kort kur. De første to behandlinger var ingenting. Jeg smilede og tænkte på alt det frygtelige, folk havde fortalt om, hvor syg man blev af kemo. Tredje gang var jeg færdig med at smile. Det skyldtes en voldsom kvalme og at alt smagte slemt - selv vand! Og jeg kom godt nok ned i den dybeste kælder i begyndelsen. Men jeg ville igennem det, for jeg vil leve - jeg har ikke lyst til at dø foreløbig, smiler Henny Hauerslev.

To uger i træk fik hun kemokur og i den tredje var der pause, så kroppen kunne nå at følge med. Behandlingen startede kl. 9 og ofte var hun først hjemme igen kl. 21.

- Men jeg lovede mig selv om min familie, at jeg ville komme ud på den anden side - og ved at få kemo følte jeg i det mindste, at jeg var inde i kampen igen. Så kunne min krop ikke klare mere. Jeg tabte håret over alt på kroppen - selv på øjenvipper og bryn - kun mit hår på hovedet beholdt jeg. Og jeg var lykkelig over, at jeg slap for at gå med paryk. Men jeg havde den parat, fortæller hun.

Nyt livsperspektiv

Mens hun og kroppen kæmpede kampen imod kræften, var der noget meget væsentligt, der ændrede sig for Henny Hauerslev. Mentalt.

- Mit syn på livet blev fuldkommen anderledes. Jeg har som sagt altid været livsglad og positiv, og det forsøgte jeg stadig at være. Men selv de meget små ting, som jeg måske ikke havde lagt mærke til før, fik nu stor betydning. En smuk blomst i en grøftekant, en fugl på foderbrættet, et smukt billede i en avis. Pludselig forstod jeg, at livet ikke kun drejer sig om de store og materielle ting, men om at være i stand til at gribe glæden i nuet. Og få øje på den, hvis den skjuler sig - lige nu. For der er jo kun ét NU - og et til og et til. Og jeg lærte at være til stede i nuet og glæde mig over alle de nære ting. De ting, som jeg ikke nødvendigvis havde sat så stor pris på før. Jeg indså, at der altid er noget dejligt at opleve eller få øje på, og at de gratis glæder - der er for alle - i bogstaveligste forstand ligger for dine fødder. Ja, jeg lærte simpelthen mig selv at gribe glæden, siger Henny Hauerslev.

Det var noget af en øjenåbner, selv om Henny stadig havde sine helt specielle metoder til at holde sig oven vande. Så hun kunne lykkes.

Ud af sengen

- Jeg så en dvd med Alice Skjold Braae, der er formand for lungekræftforeningen. Hun sagde, at hun nægtede at ligge i sin seng, mens hun var syg. Hun ville hvile inde på sofaen i stedet for. For i det øjeblik hun gik ind i seng, føltes det, som om hun havde kastet håndklædet i ringen og næsten var død. Jeg havde det på nøjagtig samme måde. Heldigvis har jeg en fantastisk mand og en dejlig familie, og de har bakket mig 100 pct. op hele vejen. Så de respekterede mit ønske, fortæller Henny Hauerslev.

Hun har arbejdet som social- og sundhedshjælper i 27 år i Frederikshavns Kommune - og hun har elsket sit job hele tiden.

- Så pludselig syntes jeg, at det var uretfærdigt, at jeg skulle rammes af kræft. Men jeg kom frem til den erkendelse, at jo mere negativ, sur og træls, jeg var, desto mere påvirket blev omgivelserne det også. Og det havde hverken de eller jeg brug for, siger Henny Hauerslev.

Åbenhed reddede mig

Hun valgte meget tidligt i forløbet at være åben omkring sin sygdom og fortælle lige ud, hvordan hun havde det og hvad der foregik.

- Jeg tror faktisk, det har reddet mig. Det værste var, hvis folk sagde: nej, hvor ser du godt ud. Som om det modsatte var tilfældet. Men jo mere jeg fik lov til at fortælle familie og venner om både når det gik dårligt og det gik godt, desto lettere var det for mig at holde modet oppe. Derfor begyndte jeg også at komme i Sund By i Sæby til motion for kræftramte. For motion er nemlig meget vigtig, hvis man har kræft. Ikke mindst mentalt. Her har jeg knyttet venskaber til stor glæde og fornøjelse for mig selv og andre. Så er det hårdt, når vi mister én i gruppen, men vi er gode til at støtte hinanden. Jeg begyndte i det hele taget at gå meget ud - også selv om jeg somme tider lignede noget, katten havde slæbt ind ved et uheld. Samtidig fandt jeg lynhurtigt ud af, hvem der var dine venner og hvem der ikke var det længere. Og jeg har finsorteret, smiler Henny Hauerslev.

Og så er hun og hendes mand begyndt at rejse meget mere. Bl.a. har de besøgt Færøerne og Kreta. Og til sommer begynder de at rejse rundt i Danmark.

- Der er nemlig rigtig mange, smukke steder herhjemme, de endnu ikke har set, siger Henny Hauerslev.

Jeg bliver 100 år

Som hun sidder i drønsmart tøj og fortæller veloplagt, ser Henny Hauerslev helt sund og rask ud - hun har et naturligt glimt i øjet og et smil på læben. Så man må knibe sig i armen for at tro, at hun stadig har lungekræft. Men det har hun altså.

- Jeg henter styrken i det nære - også selv om jeg nogle gange skal helt ned i kælderen efter den. Og så tror jeg på mirakler - jeg er trods alt ikke død, før det modsatte er bevist. Og behandlingen har virket. Før havde jeg fire knuder, og nu er der kun én meget lille knude tilbage. Og ja, det kan være, at det spreder sig. Men det kan jeg ikke forhindre ved at tænke negativt. Nu er det fire år siden jeg fik at vide, at der intet var at gøre. Så ud fra statistikken og hvad der stod i journalen, skulle jeg jo ikke kunne sidde her. Men jeg er her stadig. Lægevidenskaben har før taget fejl, og dét siger jeg ikke for at glæde mig selv. Alt taget i betragtning har jeg et godt liv. Alternativet ville i hvert fald være skræmmende. Jeg har planer om at blive 100 år - og så skal vi have en ordentlig fest, slutter Henny Hauerslev.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.