Portræt af Kleopatra

ROMAN Karen Essex: "Farao" "Farao" er en fortsættelse af Karen Essexs roman "Kleopatra" fra 2002, hvor hendes barndom, traditionelle ægteskab med hendes bror og hendes landsforvisning som 20-årig beskrives. Bogen, der samtidig med udgivelsen "Farao" udkommer som billigbog, slutter med, at hun gør sig klar til at møde Julius Cæsar. Om mødet med ham, deres ægteskab og sønnen Cæsar handler første del af "Farao". Med mordet på Julius Cæsar ændres hendes vilkår, men snart konfronteres hun Marcus Antonius, som hun derefter ægter og får børn med. Bogen, der beskriver Kleopatras regeringsår i kronologisk rækkefølge, har indlagt kursiverede kapitler, der viser Antonius' forfald frem til hendes 21. regeringsår, hvor den endelig konfrontation med Octavian finder sted, og hvor først Antonius og senere Kleopatra begår selvmord. Frem af bogen toner portrættet af en velbegavet, snedig, meget smuk, charmerende og intrigant Kleopatra, der er sine mandlige regentkolleger jævnbyrdig i kampen om magten. Hun stræber efter magten, og hun kender spillets regler og er rede til at bruge dem. Dette portræt er bogens styrke. Dens svaghed som roman er de meget lange, næsten endeløse diskussioner mellem Kleopatra og hendes ægtefæller. De trækker handlingen i langdrag i unødvendig grad, og det er en svaghed ved en roman, der som denne hører hjemme i underholdningsbranchen. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Karen Essex: "Farao" Oversættelse fra engelsk: Birgitte Brix 450 sider, 299 kr. Lindhardt og Ringhof Udkommer i dag