PORTRÆT: En Helveg bragte De Radikale tilbage i EU

Det EU-venlige parti er tilbage i Europa, efter at partiet fik en ordentlig vælgerlussing for fem år siden.

27. maj 2014 06:46

Valget til EU-Parlamentet blev et gensyn med De Radikale og et politisk comeback til partiets spidskandidat, Morten Helveg Petersen.

Folketingets vel nok mest EU-venlige parti røg ud af parlamentet ved valget for fem år siden, hvor partiet med nuværende uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen i spidsen havnede helt i bund med en tilslutning på blot 4,3 procent.

Men partiets folkelige opbakning var i år langt større. Morten Helveg Petersen sikrede De Radikales eneste mandat i EU-Parlamentet med 76.390 personlige stemmer - hvilket er sjettebedst på listen over stemmeslugerne.

Valgkampen har for De Radikales vedkommende handlet om at få vælgere fra egne rækker til at gå hen og stemme og om at få overbevist andre borgerlige vælgere om, at deres egne partier er blevet for EU-skeptiske.

Helveg Petersen har i de seneste uger rejst Danmark rundt og plæderet for "et grønt og bæredygtigt Europa" med fri bevægelighed.

Nu får Morten Helveg Petersen en ny politisk karriere i behørig afstand af den radikale folketingsgruppe, han forlod i 2009 til fordel for et job i medieverdenen. Fra 2011 har han været viceadministrerende direktør i brancheorganisationen Danske Medier.

Morten Helveg Petersen har fødderne solidt plantet på højre banehalvdel i De Radikale, og mens han sad i Folketinget, var han højrefløjens bud på posten som partileder efter Marianne Jelved.

Det blev som bekendt Margrethe Vestager, hvis linje Morten Helveg Petersen ved flere lejligheder har udfordret, ikke mindst hendes kurs om at indgå i en rød S-ledet regering.

I 2007 tabte Morten Helveg Petersen et kampvalg om at blive næstformand i folketingsgruppen. Et valg, som nuværende skatteminister Morten Østergaard vandt.

I sine 11 år i Folketinget var han ordfører på tunge områder som finans- og forsvarspolitik.

Morten Helveg Petersen er så at sige født ind i politik. Han er tredje generation af Helveg-dynastiet, det længstvarende "familieforetagende" i dansk politik.

Bedsteforældrene var den tidligere radikale undervisnings- og kulturminister Kristen Helveg Petersen og tidligere borgmester i København Lilly Helveg Petersen.

Faren, Niels Helveg Petersen, er tidligere udenrigsminister. Og lillebroren, Rasmus Helveg Petersen, er medlem af SR-regeringen som klima- og energiminister.

Den 47-årige Morten Helveg Petersen er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet og var, inden han kom i Folketinget, ansat i EU-Kommissionen og i Dansk Industri.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...