Børglum

Portræt i nærradio

LØKKEN-VRÅ:Søndag eftermiddag får Poul Lybæk besøg af Gert Jensen, Børglum, i sin serie af portrætsamtaler i Løkken-Vrå Nærradio. Gert Jensen er slagteriarbejder, men mere kendt som lokalhistoriker, amatørarkæolog og idémand bag Børglum Klosterspillene. Gert Jensen har en drøm om at få skrevet et drama om Kristian Michael Rottbøll, der var ledende i modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig, men som omkom ulykkeligt i 1943. Den traditionelle forklaring har været, at det var et vådeskud, men Gert Jensen har efter at have læst den nylig frigivne obduktionsrapport en helt anden, og mere dramatisk formodning om, hvad der i virkeligheden skete.