PORTRÆT: Ligestillingens stemme i EU ryger ud

Socialdemokraten Britta Thomsen er vokset op i et omrejsende tivoli og taler adskillige europæiske sprog.

27. maj 2014 05:44

Godt nok har klima- og miljøpolitik stået øverst på listen over mærkesager, men det er især ligestillingsområdet, der har kendetegnet Britta Thomsens 10 år i EU-Parlamentet, som hun nu siger farvel til.

Der blev kun plads til tre socialdemokrater i Bruxelles efter valget søndag, og da den nu 60-årige Britta Thomsen måtte nøjes med 19.736 personlige stemmer, blev hun overhalet af nordjyske Ole Christensen.

For fem år siden stemte 32.569 danskere på Britta Thomsen, der i parlamentet særligt har udmærket sig ved som socialdemokratisk gruppeformand i parlamentets Ligestillingsudvalg at presse på for lovbestemte kvindekvoter i virksomhedsbestyrelse.

Her har hun også kæmpet for ligebehandling af handicappede, homoseksuelle og etniske minoriteter. Og ikke mindst kæmpet mod forbrydelser som menneskehandel og vold mod kvinder.

I 2010 fik hun Europas Kvinders pris for sin politiske indsats mod menneskehandel og året efter Sundhedskartellets Ligelønspris.

Britta Thomsen har også været de europæiske socialdemokraters chefforhandler på en lang række direktiver om vedvarende energi.

Før hun blev valgt i 2004, var hun selvstændig i København i sit eget konsulentfirma, der mest beskæftigede sig med arbejdsmarkedsområdet.

Og så er hun ferm på en række europæiske sprog. Hun taler således engelsk, fransk, spansk og portugisisk. Tysk er det næste sprog, som Britta Thomsen arbejder på at mestre.

Britta Thomsen stammer fra Jylland, men hendes barndom blev blandt andet brugt i et omrejsende Tivoli. Nu har hun dog dansk base i København og er mor til en voksen datter. Hun er mangeårig aktiv socialdemokrat og har været medlem af hovedbestyrelsen.

Ved valget i 2004 blev Britta Thomsen i øvrigt også kendt for sine sangkundskaber, da hun i en valgsang sang: "Hun er cand.mag. af fag og vil tale din EU-sag".

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...