PORTRÆT: Tidligere sæbefabrikant rammes af EU-sanktioner

Den ukrainske oprørsleder Vjatjeslav Ponomarjov er gået fra sæbefabrikering til at kidnappe OSCE-observatører.

Det lå ikke umiddelbart i kortene, at Vjatjeslav Ponomarjov skulle ende med at blive lokal oprørsleder og selvudnævnt borgmester for separatisterne i den ukrainske by Slavjansk - samt kidnapper.

Men oprørslederen var frem til den 3. maj i otte dage med til at tilbageholde observatører, herunder en dansker, fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

Han rammes nu af EU-sanktioner som følge af EU-landenes udenrigsministres møde mandag, erfarer Ritzau. Yderligere 13 personer og to virksomheder føjes til de 48 personer, der allerede står på EU's sanktionsliste.

Ponomarjov blev verden over kendt som gidseltagernes offentlige ansigt, da han allerede tidligt under den otte dage lange tilfangetagelse stod frem og beskyldte de otte tilfangetagne OSCE-observatører for at være spioner. Han kaldte dem også krigsfanger.

Hovedpersonen fortæller selv, at han drev en sæbefabrik, da prorussiske separatister prikkede ham på skulderen med ønsket om, at han skulle lede dem i den østukrainske by Slavjansk.

I et interview med det franske nyhedsbureau AFP afslører Ponomarjov, at selvudnævnelsen som borgmester i midten af april kom uventet. Men ifølge nyhedsbureauet viser den snart 49-årige oprørsleder tydelige tegn på at nyde sin position.

Med en opvækst i Slavjansk med en russisk far og en ukrainsk mor har Ponomarjov levet i det, der må betegnes som et grænseland. Og ønsket hos de ukrainske separatisters leder er ganske klart:

- Vi ønsker retten til vores folks selvbestemmelse, har han sagt ifølge AFP.

Ponomarjov har en baggrund i det sovjetiske militær. Her gjorde han tjeneste i stormagtens flåde indtil 1990, hvor Sovjetunionen gik i opløsning.

Den militære fortid skal han have taget med sig videre, idet han fremstår som en respektindgydende lederfigur, der oftest skjuler sit korte, grå hår under en kasket.

Ud over sin kendetegnende hovedbeklædning mangler Ponomarjov to fingre på sin venstre hånd.

Den militære fremtoning får ifølge AFP oprørslederen til på flere måde at minde om den russiske præsident, Vladimir Putin, idet de begge taler i maskuline vendinger og sommetider krydret med bramfrie hentydninger.

Ud over at kidnappe en gruppe af OSCE-observatører, har Ponomarjov i sin korte tid beordret tilbageholdelsen af to journalister samt indført et udgangsforbud, efter at et angreb på en af rebellernes vejblokader endte med at koste tre livet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst