EMNER

Portugal-træner: Danmark er favorit

Paulo Bento mener, at Danmark er lille favorit i onsdagens vigtige EM-kamp efter de første grupperesultater

Portugals landstræner Paulo Bento mener, at Danmark må være favorit i EM-braget onsdag. Foto: Scanpix

Portugals landstræner Paulo Bento mener, at Danmark må være favorit i EM-braget onsdag. Foto: Scanpix

Portugals 0-1-nederlag til Tyskland og Danmarks 1-0-sejr over Holland i første spillerunde af EM's gruppe B gør danskerne til en lille favorit i onsdagens dyst mellem Portugal og Danmark.
Det mener den portugisiske landstræner, Paulo Bento.
- Der er ingen favorit som sådan. Det er to hold på samme niveau. Sådan har det været i de seneste kampe mellem os. Men selvfølgelig peger resultaterne fra de første kampe på, at Danmark kunne være favorit.
- Vi vil dog give 100 procent, siger Paulo Bento, som indrømmer, at presset er enormt på portugiserne:
- Danmark er ikke så presset som os. Vi er mere pressede end mod Tyskland. Men spillerne har prøvet pressede situationer før, og det skal de kunne håndtere. Vi skal vinde, det er sandheden, siger han.
Portugiserne har valgt at droppe træningen tirsdag på Arena Lviv, hvor kampen onsdag aften klokken 18 sparkes i gang.
- Spillerne trænede mandag, og nu slapper de af. Sådan er det altid. Det bliver sværere længere henne i turneringen at komme sig fysisk efter kampene, så det er derfor, vi gør det på den måde, fortæller landstræneren.
Han er ikke overrasket over den danske sejr over Hollands viceverdensmestre i lørdags.
- Danskerne viste en fantastisk organisation, og de kunne lukke hullerne mod Holland, som ikke udnyttede deres chancer, mens Danmark vidste, hvordan de skulle agere i offensiven.
- Vi vil forsøge at kontrollere danskerne både offensivt og defensivt, så vi vinder kampen, siger Paulo Bento.
Gruppens anden kamp mellem Tyskland og Holland spilles klokken 20.45 onsdag aften, og hvis resultaterne flasker sig, kan Danmark allerede være klar til kvartfinalen efter to gruppekampe.
Det kræver for eksempel en dansk sejr over Portugal, og at Holland derefter ikke besejrer tyskerne.
/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.