Portugiser skal fløjte EM-finalen
Pedro Proenca har er af Uefa blevet udpeget til at dømme EM-finalen mellem Spanien og Italien på søndag.
Portugiser skal fløjte EM-finalen
Det bliver et rent sydeuropæisk anliggende, når EM-finalen i fodbold bliver afviklet søndag aften i den ukrainske hovedstad Kijev.
Fredag har det europæiske fodboldforbund Uefa nemlig sat navn på, hvem der skal lede slutkampen mellem Spanien og Italien, og valget er faldet på portugiseren Pedro Proenca, der dermed får europæisk fodbolds mest prestigefyldte kamp på sit cv.
Det bliver den fjerde kamp, hvor Proenca styrer fløjten ved EM, og begge finalister har tidligere i turneringen stiftet bekendtskab med den 41-årige portugiser.
Han dømte Spaniens gruppekamp mod Irland, en kamp som spanierne vandt 4-0. Senest stod han for opgøret mellem England og Italien i kvartfinalen, som italienerne vandt efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.
Indimellem var han også manden med fløjten, da Sverige slog Frankrig 2-0 i gruppespillet.
Det bliver Pedro Proencas anden store europæiske finale i denne sæson. Den 19. maj var han dommer, da Bayern München og Chelsea mødtes i Champions League-finalen.
/ritzau/
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.