Bortførelser

Portugisisk anklager lukker Madeleine-sagen

LISSABON:Knap 15 måneder efter at den lille britiske pige Madeleine McCann forsvandt sporløst under en ferie ved Algarve-kysten, valgte retsvæsnet i Portugal i går at henlægge sagen på grund af manglen på nye spor og beviser. Det rapporterer det portugisiske nyhedsbureau Lusa med rigsadvokatens kontor som kilde. Samtidig med at sagen officielt bliver sendt i arkivet, rensede Portugals øverste anklagemyndighed også Madeleines forældre, Kate og Gerry McCann, som mistænkte. Madeleine forsvandt 3. maj 2007 få dage før sin fire års fødselsdag, efter at hendes forældre efterlod hende i en ferielejlighed og gik på restaurant i den sydlige portugisiske by Praia da Luz. Pigens forsvinden vakte international opsigt, fordi de mediebevidste forældre indledte en storstilet eftersøgningskampagne og blandt andet fik foretræde hos paven på Peterspladsen. Forældrene blev formelt mistænkt for bortførelsen i september i fjor, og også en lokal britisk ejendomsmægler, Robert Murat, var mistænkt i sagen og er nu ligeledes renset. I sidste uge fik manden en undskyldning og en erstatning på, hvad svarer til op mod seks millioner kroner, fra en halv snes britiske dagblade. Forhastet mistanke For få uger siden afleverede portugisisk politi sin afsluttede rapport om sagen, og tidligere i år lod politiet forstå, at mistanken mod forældrene måske nok havde været forhastet. Ifølge anklagemyndigheden er der ingen beviser, som peger på forældrene eller Murat, men rigsadvokaten fremhæver også, at efterforskningen til enhver tid kan genoptages, hvis der dukker nye indicier op. Selv om både forældrene og politiet har fået adskillige tip fra turister om, at Madeleine skal være blevet set i blandt andet Holland, Marokko og Grækenland, er den lille pige fortsat sporløst forsvundet. En talsmand for forældrene meddelte i går aftes ifølge nyhedsbureauet AFP, at Gerry og Kate McCann er lettede over at være blevet renset for mistanken. - De håber at få adgang til politiets papirer, så deres private efterforskning efter Madeleine kan fortsætte, sagde deres talsmand, Clarence Mitchell, tidligere mandag til tv- og radiostationen BBC. - Når alt kommer til alt, er det vigtigste at finde deres datter og holde eftersøgningen i gang, tilføjede han. McCann-parret insisterer på, at Madeleine er blevet bortført. /ritzau/dpa