Portugisiske medier stolte af landsholdet

Dagen efter Portugals EM-exit roses Cristiano Ronaldo og holdkammeraterne af hjemlandets aviser.

Portugisiske medier stolte af landsholdet

Selv om skuffelsen over en glippet EM-finale givetvis præger både de portugisiske spillere, så har de grund til at løfte hovedet.

Det mener en enig presse i hjemlandet i hvert fald, hvis man kigger på, hvordan nederlaget til Spanien bliver kommenteret dagen derpå.

- Kun straffespark kunne sende holdet ud af EM. Portugals spil var tæt på at være perfekt.

- Hæderen var på tæt på, men vi fik ingen hjælp fra fru Fortuna, som holdt med de forsvarende mestre, skriver sportsavisen Record ifølge nyhedsbureauet AFP.

Avisen Publico minder om, at portugiserne i 120 minutter spillede lige op med verdensmestrene fra Spanien, mens Jornal de Noticias mener, at kampen kunne være gået til hvad side, det skulle være.

- Spanien vandt i lotteriet. Portugals hold kæmpede til det sidste, men vandt bare ikke straffesparklotteriet, skriver avisen og tilføjer, at nationen kan være stolt af sit fodboldhold.

I det hele taget virker det som om, at portugiserne føler sig tæt forbundet til deres landshold.

Som Record skriver på forsiden med henvisning til Bruno Alves' mislykkede forsøg fra 11-meter-pletten, der indirekte kostede Portugal en finaleplads:

- Vi ramte alle overliggeren.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.