Positiv kampånd

Forældre kaldes til møde

SKAGEN:"Selv den mindste handling taler højere end den største intention!" Det er den sidste sætning i oversigten over værdigrundlaget for Kappelborgskolen. Politikerne siger som med een mund i skoledebatten, at de har gode intentioner. Den seneste handling - at træffe beslutning om at lukke Kappelborgskolen - taler dog tydeligere til alle, der er involveret i arbejdet på skolen. Trods de dystre udsigter har skolen en god evne til at arbejde videre. I det seneste nummer af Borgnyt beskriver skoleinspektør Birthe Borum kort og præcist holdningen til, at skolen formentlig ikke eksisterer om to år: "To år og måske mere er lang tid, så vi går ikke på stand by". Herefter beskriver hun kort planerne for den næste måned og det nye skoleår. Blandt andet glæder skolen sig til at modtage den nye børnehaveklasse med ti børn - en lille eksklusiv flok. Skolen inviterer alle forældre til et møde onsdag aften. Her vil børne- og kulturudvalgsformand Karsten Hemmingsen(V) og børne- og kulturdirektør Chresten Sloth Christensen fortælle om konsekvenserne af at lukke Kappelborgskolen.