Positiv test kan bruges som coronapas i 12 uger

Sundhedsstyrelsen vurderer, at tidligere coronasmittede er immune i op til 12 uger, skriver ministerium.

Coronapasset er blevet en central del af genåbningen af Danmark. Det skyldes, at Folketingets partier har vurderet, at flere dele af samfundet kan genåbne hurtigere, hvis kunder og besøgende kan dokumentere, at de ikke er sandsynlige smittebærere. (Arkivfoto)

Coronapasset er blevet en central del af genåbningen af Danmark. Det skyldes, at Folketingets partier har vurderet, at flere dele af samfundet kan genåbne hurtigere, hvis kunder og besøgende kan dokumentere, at de ikke er sandsynlige smittebærere. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Når samfundet begynder at åbne mere fra tirsdag 6. april, bliver fremvisningen af et coronapas en adgangsbillet til blandt andet at komme til frisøren og tatovøren.

Her kan kunder og besøgende vælge at vise dokumentation for, at de tidligere har været smittet med coronavirus. Det er en af adgangsbilletterne til at blive betjent.

Men for at en tidligere coronapositiv test kan gå som dokumentation i coronapasset, må den ikke være mere end 12 uger gammel.

Og det skal samtidig være mindst to uger siden, at testen blev taget.

Det fremgår af retningslinjer, som er lagt ud forud for genåbningen af liberale erhverv. Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Grunden til, at man overhovedet kan bruge tidligere coronasmitte som adgang til tatovøren eller frisøren, skyldes en forventning om, at personerne er immune og har antistoffer efter infektionen.

Når de 12 uger er gået, skal man i stedet have en negativ PCR- eller lyntest, der er maksimalt 72 timer gammel. Ellers skal man kunne dokumentere, at man er vaccineret mod coronavirus.

Sundhedsministeriet oplyser, at grænsen er sat ved 12 uger, fordi det er i den periode efter sygdommen, at personen vurderes at være immun.

- Det er Sundhedsstyrelsens faglige vurdering, at hvis en person tidligere har været smittet med coronavirus, betragtes denne som immun 2-12 uger efter, at den positive test er blevet foretaget, skriver ministeriet i en mail.

- Dermed kan tidligere smitte bruges som dokumentation i forbindelse med coronapasset, hvis prøvetagningstidspunktet for den positive test ligger inden for de seneste 2-12 uger.

Grænsen på 12 uger er dog udtryk for stor forsigtighed, mener Eskild Petersen, der er adjungeret professor i infektionssygdomme ved Klinisk Institut på Aarhus Universitet.

Han vurderer, at sundhedsmyndigheden har sat grænsen der, fordi der har været nogle eksempler, hvor mennesker er blevet smittet igen, efter at de allerede havde været syge med coronavirus.

- 12 uger er virkelig at gå med livrem og seler.

- Selv om du taber antistoffer, har dine hvide blodlegemer stadig en hukommelsesfunktion, så hvis du bliver udsat for smitte, reagerer dit immunforsvar lynhurtigt, siger professoren.

Ifølge Eskild Petersen er det mere sandsynligt, at man er beskyttet mod ny smitte i 12 måneder efter første infektion.

- Det er der næppe meget tvivl om, hvis man ser på andre virussygdomme.

Sundhedsministeriet skriver videre, at de sundhedsfaglige anbefalinger "løbende kan justeres, i takt med at der kommer ny viden på området".

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.