Udlændingepolitik

Positive meldinger

Et nyt semester et lige begyndt på universiteter i hele Danmark. Blandt de studerende er der mange udlændinge fra lande uden for EU, der har valgt at tage en del af deres uddannelse i Danmark.

Udlændingeservice ser det som en central samfundsmæssig opgave at understøtte rekrutteringen af udenlandske studerende til de danske universiteter. Det er universiteterne selv, der afgør, om de studerende skal optages. Vores opgave i Udlændingeservice er at sikre, at de, der opfylder betingelserne, får en opholdstilladelse. Den opgave skal vi varetage på en sådan måde, at vi imødekommer de ønsker og behov, som de studerende og universiteterne har. Vi har indført faste servicemål for, hvor lang tid de studerende maksimalt skal regne med at vente på en afgørelse. Det mål holder vi i 97 pct. af sagerne. Vi har indrettet vores sagsbehandling, så vi op til semesterstart i februar og september, hvor antallet af nye studerende er størst, kan levere en ekstra hurtig sagsbehandling. De studerende kan først søge om opholdstilladelse, når de er blevet optaget på et universitet. Det kræver derfor en særlig fokus fra vores og universiteternes side, hvis alle ansøgningerne skal færdigbehandles inden semesterstart. Det lykkedes i 2007 og 2008, og det gjorde det også i år. Sidste år blev der givet opholdstilladelse til et par tusind udenlandske studerende ved danske universiteter, og vi regner med, at tallet - det er endnu ikke opgjort - bliver mindst lige så stort i år. Men opgaven er ikke kun at levere opholdstilladelser inden for vores servicemål. Vi skal også føre en målrettet kontrol med, at de udenlandske studerende, der har fået opholdstilladelse, løbende opfylder betingelserne. Udlændinge, der studerer i Danmark, skal efter reglerne være studieaktive og selvforsørgende. Derfor foretager vi hvert år et antal stikprøvekontroller og følger op på indberetninger fra uddannelsesstederne om eventuelt manglende studieaktivitet. Også her samarbejder vi med universiteterne, og det samarbejde skal vi udvikle yderligere. Vi får mange positive tilbagemeldinger fra vores brugere i universitetsmiljøet. Men naturligvis er der noget, vi kan gøre bedre, og det vil vi fortsat være i tæt dialog med Danske Universiteter om.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst