Positivt møde om Fosdal Planteskole

BROVST:- Vi oplevede stor positivitet fra alle i udvalget, og der blev vist interesse for en hurtig løsning. Sådan siger borgmester Mogens Gade (V) efter et møde i går med Folketingets miljøudvalg. Som formand for udvalget, der har til opgave at sikre arbejdspladserne på den lukningstruede, statsejede Fosdal Planteskole, fremlagde borgmesteren sammen med andre medlemmner af udvalget et konkret udspil til en privat overtagelse af planteskolen. Udspillet ser således ud: ] Staten skal afhænde maskinparken for 150.000 kr. ] Den årlige leje af bygninger fastsættes til 25.000 kr. og leje af jorden til 35.000 kr. ] Staten skal indgå en fem-årig kontrakt med den nye ejer om køb af 600.000 planter årligt. ] Den nye ejer skal deltage i samtlige udbud på statens køb af planter. - Nu må vi håbe, at politikerne lægger det fornødne pres på miljøminister Connie Hedegaard (K), så vi kan få en privatisering igennem, siger Morgens Gade, der hele vejen igennem er tilfreds med mødet i København. - Vi havde en positiv snak med politikerne både før, under og efter mødet, bl.a. med de nordjyske medlemmer af Miljøudvalget, Birgitte Josefesen (V), der er næstformand, og Per Clausen fra Enhedslisten. Christian Wedell-Neergaard (K) er formand for Miljøudvalget. Foruden Mogens Gade deltog følgende fra Brovst-udvalget: driftsleder Kent Nielsen fra Fosdal Planteskole, Brian Andersen fra 3F og kommunaldirektør Carl Stefan Bauditz. I øjeblikket er arbejdsstyrken på Fosdal Planteskole nede på fem-seks medarbejdere, efter at Skov- og Naturstyrelsen har nedsat den årlige produktion fra en million til 500.000 planter. Ved en privat overtagelse er målet at komme op på de oprindelige 15-20 medarbejdere, og gerne endnu flere.