EMNER

Post Danmark med i selskab der skal omdele gratisavis

Selskabet vil ikke uddele andre gratis dagblade

KØBENHAVN:Et helt nyt selskab skal stå for at dele gratisavisen Nyhedsavisen ud til danskerne fra morgenstunden. Samtidig skal budene tage andre forsendelser med ud, for eksempel ugeaviser. Med i det nye distributionsselskab står Post Danmark, der går sammen med selskabet 365 Media Scandinavia, som står bag Nyhedsavisen. Dermed får avisselskabet løst sit problem med at få en lille halv million aviser bragt ud hver morgen. Og Post Danmark tager hul på et nyt marked. - Vi etablerer det system, som Danmark har manglet til omdeling af uadresserede forsendelser, så de ligger i modtagerens brevkasse senest kl. 7 hver morgen seks dage om ugen, siger Helge Israelsen, adm. direktør for Post Danmark. Det nye selskab bliver selvstændigt med egne bude og eget distributionsnet. 365 Media Scandinavia, der er en del af den islandske Dagsbrún-koncern, ejer 51 procent, mens Post Danmark ejer 49 procent. Helge Israelsen lægger dog ikke nogen større betydning i den nøjagtige ejerandel. Selskabet skal være klar til efteråret. Inden da skal man have et budkorps med formentlig omkring 1000 bude på plads. Ud over den nye gratisavis bliver selskabet en kanal for andre, der vil have reklamer eller ugeaviser ud tidligt på dagen i udvalgte dele af landet. Der er særlig fokus på København, Odense og Århus. En undtagelse er dog omdeling af den gratisavis, der er på vej fra Jyllands-Posten og Politiken. I medieselskabet 365 Media Scandinavia glæder direktør Svenn Dam sig over den nye aftale. - For os er det den sidste afgørende brik, der falder på plads. Vi ved, hvor vigtigt det er, at man ikke kan sætte en finger på distributionen, siger han. Det er sparsomt med oplysninger om økonomien i det nye selskab. Det påpeges dog, at der ikke er tale om et selskab, der kræver stor kapital, men en simpel opbygning i forhold til lignende selskaber inden for distribution. Samtidig er det nye selskab født med en stor kunde, der sikrer en løbende indtjening. Ved omdelingen af den nye gratisavis samt reklamer vil Nej Tak-skilte blive respekteret - men avisen blive smidt ind./ritzau/