Post og pakker på indkøbssedlen

Postcentret er flyttet indenfor hos VP Super Best

Dronninglund 1. september 2004 06:00

DRONNINGLUND: For fremtiden er der fornuft i, at skrive pakkepost og giroindbetaling på indkøbssedlen sammen med mælk og havregryn. En spritny postbutik er flyttet indenfor hos VP SuperBest. Den tages i brug i dag, onsdag. Samtidig lukker posthuset på Stationsvej. En beslutning, der allerede blev truffet i fjor blandt andet på grund af et fald i antallet af indbetalinger. Post Danmark ville spare penge ved at flytte gesjæften ind til en af de lokale erhvervsdrivende. Butikschef Anders Dige fra VP SuperBest var hurtig til at se mulighederne i de 30.000 ekspeditioner, der årligt foretages i posthuset. - Det ser ikke ud til at det tal falder yderligere. Så vi kunne godt se, at det var en god idé at åbne en postbutik herinde. Jeg skal ikke holde skjult, at vi regner med, at det skaber en øget kundestrøm i butikken, siger Anders Dige. Kunderne i postbutikken skal ikke forvente serviceforringelser, selv om posthuset nu bliver til postbutik. Den nye postbutik vil have de samme tilbud, som posthuset havde tidligere. Tillige blive åbningstiden i den nye butik udvidet. Åbningstiden hedder fremover klokken 10-12 og 13-17 på hverdage samt 10-12 på lørdage. Potentielle kunder må dog vente lidt længere på at blive ekspederet i dag. Den nye postbutik slår nemlig først dørene op klokken 13.00 på åbningsdagen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...