Postbude bliver blæksprutter

Færre breve medfører helt andre forretningsområder for Post Danmark fremover

Birgitte Bové,
Marianne Holsmgaard: Fremtidens postbud skal kunne levere andet end post. Foto: Michael Bygballe
EMNER 18. oktober 2011 06:00

Fremtidens postbud har varer med fra både købmanden og apoteket. Måske kan buddet også lige sætte en computer op, hvis man er i bekneb. Det scenarie kan områdechef for Post Danmark i Nordjylland, Marianne Holmsgaard, sagtens forestille sig. For vi skriver stadigt færre breve til hinanden. Her i efteråret kostede det 92 nordjyske postbude jobbet, og områdechefen forventer, at det nogen lidt hånligt kalder for snail-mail (alm. breve, red.), vil skrumpe yderligere. - Antallet af breve vil falde nogle år endnu til måske knap halvdelen, forudser hun. Nye forretningsområder Derfor finder postchefen det helt afgørende, at Post Danmark retter blikket mod nye forretningsområder. Det blev forsøgt allerede i foråret, da postbude mod betaling skulle holde øje med vandskader, indbrud og lignende for sommerhusejere i Hals-området. Tanken var, at budene lige så godt kunne holde øjnene åbne, nu de var i området. Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Fagforening fik dog hurtigt sat en stopper for forsøget, fordi reglerne i vagtloven ikke var overholdt. Det har dog ikke afskrækket Marianne Holmsgaard og andre i Post Danmark. Postens rute skal afføde nye forretninger, og hele postvæsnets store database er allerede til salg i småbidder. Målrettet viden om kunder Via delvis adgang til Folkeregisteret ved Post Danmark kan interesserede få adgang til, ikke bare hvem, der bor hvor, men også hvor gamle de er, om de er flyttet for nylig og hvordan husstandsindkomsten er i kvarteret. Oplysningerne er ikke tilgængelige for den voldelige ægtemand, der vil opspore sin fraskilte kone, men store firmaer kan købe brugbar og meget målrettet viden om mulige kunder. Marianne Holmsgaard ser derfor fortrøstningsfuldt på fremtiden. Samtidig glæder hun sig over, at Post Danmark i Nordjylland er langt fremme, når det gælder moderne samarbejdsformer. - Vi er en teamorganisation, og her er vi kommet langt i forhold til andre virksomheder. 84 selvkørende teams Hendes medarbejdere er delt op i 84 selvkørende teams fordelt på 49 arbejdspladser. - Vi kan ikke have ledere alle steder, så mange medarbejdere fordeler selv opgaverne imellem sig. De skal agere, hvis der kommer mere post eller fravær end forventet. En samarbejdsform der har fremtiden for sig, vurderer hun. - Jeg tror, at fremtidens arbejdskraft vil være mere teambaseret og projektorienteret. Medarbejderne er superglade for det, og specielt de yngre synes, det er helt naturligt at arbejde sammen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...