EMNER

Postbude skal køre længere

Fra mandag 9. januar 2012 er det slut med at køre post ud fra Sindal Distributionscenter.

I stedet skal de 17 postbude, som uddeler post i postnumre 9870 Sindal og 9881 Bindslev, køre ud fra Post Danmarks distributionscentre i Frederikshavn og Hjørring. 11 postbude med ruter i Sindal skal først til Frederikshavn, mens de resterende seks bude med ruter i Bindslev området starter i Hjørring. Dermed får postbudene længere tid på landevejene, mens de fleste af områdets husstande skal have flyttet deres postkasse ud til skel, så budene hurtigt kan få afleveret reklamer, breve og anden post. - Vi har lavet en grundig analyse af ruter og arbejdsgange, fordi vi gerne vil sikre optimal service for kunderne samt højne effektivitet og arbejdsmiljø for medarbejderne. Det medfører, at vi har valgt at flytte medarbejderne fra Sindal, fortæller distributionschef Merethe Madsen, Post Danmark. Ifølge hende vil flytningen kun i begrænset omfang få indflydelse på postomdelingen, men enkelte vil opleve, at de får post på en andet tidspunkt. Der kan også forekomme afvigelser i en indkøringsperiode. Postboksanlæg flyttes Samtidig med flytningen af medarbejderne vil Post Danmark også flytte postboksene fra Torvegade. Boksene skal fremover stå ved Postbutikken, Vestergade 11. Her vil dagens post være klar til afhentning fra kl. 09, når postboksanlægget igen er i brug. Efterfølgende vil kunder have adgang til anlægget i tidsrummet fra kl. 07 til kl. 17 på hverdage og fra kl. 08 til kl. 12.30 på lørdage. Hvad der skal ske med postbygningen i Sindal er ude af Post Danmarks hænder. Da postvæsenet 2. april 1990 flyttede fra det oprindelige posthus ved jernbanen og ind i en nybygning i Torvegade, var det på en lejekontrakt.