EMNER

Posten trapper ned

Det er snart slut med at få leveret posten ind ad brevsprækken. Også selv om man bor på fjerde sal.

Samtlige landets etageejendomme skal nemlig forsynes med postkasseanlæg i stueplan, så postbudet slipper for at tage trapperne og fordele posten til hver enkelt lejlighed. Senest i løbet af i år skal de nye postkasser være opsat, ifølge en bekendtgørelse fra 2004. Tilsyneladende kommer de nye regler bag på mange. I Nordjylland er 17.500 ejendomme omfattet af reglen, men over halvdelen mangler stadig at få opsat postkasseanlæg. Samme billede tegner sig på landsplan, hvor kun 74.000 ud af 187.000 berørte ejendomme i dag har postkasseanlæg i stueplan. Det er ejendommens ejer, der har det fulde ansvar for at få opsat postkasserne.