Postiv holdning til nyt center

80 til debatmøde i Poulstrup

Lokalpolitik 5. juni 2003 08:00

POULSTRUP: De fremmødte lokalpolitikere ved debatmødet omkring en nyt stort foreningshus i Poulstrup var positive overfor idéen. Helmuth Zickert (S), Jørgen Lind Thomsen (V) og Per Larsen (K) mente alle, at der var basis for at arbejde videre med planerne om et center, som allerede er døbt Vrejlev-Hæstrup Centret. Omkring 80 borgere fra området var mødt op for at høre om idéen og især måske netop den politiske holdning til projektet. Stemningen var overvejende for et nyt foreningshus. Initiativtagerne til centret er Foreningssamvirket, hvis foreninger stort set alle er for tanken om et nyt center. Imod er et flertal i Poulstrup Borgerforening, som heller vil beholde det nuværende forsamlingshus. Tanken med Vrejlev-Hæstrup Centret er, at bygge et hus på 300 til 350 kvm., som blandt andet skal rumme aktivitetscenter, forsamlingshus og lokalhistorisk arkiv. Foreningssamvirket forestiller sig, at pengene til det nye center, som skal opføres mellem Vrejlev-Hæstrup Hallen og et nyt mediatek på skolen, skal skaffes med penge fra Lokale- og Anlægfonden. Man håber på mellem 1,2 og 1,5 mio. kr. derfra samt et lignende beløb fra Hjørring Kommune. Om det lykkes vil kunne ses, når budgetforhandlingerne for næste år om kort tid går i gang blandt byrådets medlemmer. Der skal gerne skaffes næsten 800.000 kr. gennem borgerlån, som løbende skal betales tilbage. Det var samme princip, man anvendte, da hallen i Poulstrup blev opført for 13 år siden. Debatmødet i Poulstrup fastslog, at det er værd at arbejde videre med planerne om et Vrejlev-Hæstrup Center.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...