Tyverier

Postkassetyve filmet i Hobro

Danahouse på Bornholmsvej udsat for frækt tyveri

Sådan ser den ud - postkassen, som natten til 5. januar blev stjålet hos Butik Danahouse i Hobro. Privatfoto

Sådan ser den ud - postkassen, som natten til 5. januar blev stjålet hos Butik Danahouse i Hobro. Privatfoto

På trods af alarmsystemer, overvågningskameraer og stærkt lys, der tænder på pladsen omkring bygningen, er det alligevel lykkedes for tyve at stjæle to krukker og en udstillingspostkasse med stativ fra Butik Danahouse på Bornholmsvej i Hobro. Tyveriet skete natten til mandag 5. januar, og butiksindehaverne, Grethe og Poul Larsen, ligger inde med videooptagelser af gerningsmændene. Skulle tyvene på den baggrund vælge at levere tyvegodset tilbage igen, garanterer forretningsindehaverne, at de ikke vil involvere politiet yderligere. I modsat fald gør lokale husejere klogt i at være på vagt, hvis de under lyssky omstændigheder får tilbud om at købe en postkasse til favørpris. - Vi taler jo om en postkasse i rustfri stål, som har et helt specielt indkast, er typegodkendt af P&T og til en pris af ca 3500 kr. Og da vores postkasser er fremstillet på eget maskinværksted, og kun sælges herfra, ved vi helt nøjagtig, hvem vores postkasser er solgt til, påpeger Grethe og Poul Larsen. De stjålne krukker vejer hver omkring 40 kilo og må således have været temmelige bøvlede for tyvene at få læsset ind i bilen. - Men vi håber da ikke, at tyvene har fået hold i ryggen af de tunge løft, lyder det lettere galgenhumoristisk fra de to Danahouse-indehavere. De hører i øvrigt gerne fra opmærksomme husejere, der kan konstatere, at naboen pludselig har fået en ny postkasse i rustfri stål, monteret på et stativ i samme materiale. Måske endda flankeret af et par store, rødbrune krukker. - Vi giver gerne en findeløn for oplysninger, der fremmer opklaringen af, hvem vores uindbudte gæster var, lokker Poul Larsen.