Turisme

Postkunder har indrettet sig

Stor stigning på postekspeditioner i 2008, selv om postbutikken har indskrænket åbningstiden

Anne Larsen bruger næsten al arbejdstid på post, så turistchef Finn Hagedorn skal have tilført penge og personaletimer, hvis turismeindsatsen skal styrkes. Foto: Lars Pauli

Anne Larsen bruger næsten al arbejdstid på post, så turistchef Finn Hagedorn skal have tilført penge og personaletimer, hvis turismeindsatsen skal styrkes. Foto: Lars Pauli

BLOKHUS:Færre åbningstimer, flere ekspeditioner. Det er realiteten på postkontoret i Blokhus, der bor på turistbureauet. I 2007 havde postbutikken 14.002 kunder. Da var der åbent hele dagen. I 2008 var det slut med formiddagsåbent. Alligevel steg antallet af postkunder til 16.032. - Jeg har ingen forklaring på, hvordan det kan være. Måske de fleste af brugerne er efterlønnere. De venter bare med at gå på posthuset til om eftermiddagen, siger turistchef Finn Hagedorn, Jammerbugt Turistbureau. Han oplyser også, at arbejdet med postbutikken næsten tager en af hans medarbejderes tid. Det er begrænset, hvor meget turistarbejde, hun kan nå. - Hvis vi skal lave mere turistarbejde og antallet af ekspeditioner stiger, kræver det tilsvarende personaleressourcer så længe, vi har postbutikken. Hvis den blev løftet over til en anden butik i Blokhus, ville vi miste 85.000 kr. på budgettet. Men vi ville score en medarbejder, fortsætter turistchefen. Han lægger ikke skjul på, at han vil græde tørre tårer, hvis postfunktionen blev flyttet. - Men jeg accepterer, at det er her og den politiske beslutning, der er taget, siger han.