Postmestre bytter postkontor

De 200 medarbejdere ved postkontoret i Aars får kvindelig chef

AARS:- Om Aars? Ja, jeg ved bl. a., at det er en meget drifttig handelsby. Det siger Aars Postkontors nyudnævnte postmester Jane Pedersen, da NORDJYSKE midt i juletravlheden ringede hende op på postkontoret i Nørresundb for at høre lidt om hendes kendskab til hendes ny "arbejdsby". 3. januar vil hun nemlig være at finde i postmesterstolen i Aars - ledig fordi den hidtidige postmester her, Erik Palmdahl, samme dag tiltræder som postmester i Nørresundby. - Vi "bytter gårde" som led i vores lederudvikling. Ved en sådan rokering får vi nye udfordringer og kan på den måde hente inspiration og nye impulser, siger Jane Pedersen. Samme størrelse Denne form for rokering foregår løbende inden for postvæsenet og i dette tilfælde er det to postmestre fra postkontorer af næsten samme størrelse, der bytter job. De er begge chef for omkring 200 medarbejdere. Under postkontoret i Aars hører byerne Løgstør, Farsø, Fjerritslev, Nibe, Suldrup og Støvring. Lang karriere Aars' ny postmester Jane Pedersen har en lang karriere i postvæsenet bag sig. Hun begyndte som elev på postkontoret i Kjellerup ved Silkeborg og har siden arbejdet en række forskellige steder i landet, bl. a. i København, Ikast og Nibe og har senest været chef for postkontoret i Nørresundby. Jane Pedersen, der er 52 år, gift og mor til fire voksne børn, bor i St. restrup. I god stand I Aars overtager hun et posthus "i god stand", som den afgående postmester Erik Palmdahl udtrykker det. Økonomien hører til blandt de bedste for de nordjyske posthuse, og i en medarbejder-tilfredsheds undersøgelse har postkontoret i Aars netop placeret sig som landsdelens bedste. Erik Palmdahl er 53 år og begyndte som elev hos posvæsenet i Fjerritslev. Hans lange karriere i etaten har bragt ham vidt omkring i postvæsenet- bl. a. specialafdelinger for økonomi og bygninger, ligesom han i en periode har været regnskabschef. Brud på mønstret De seneste syv år har han været ansat på postkontoret i Aars, hvor travlheden som alle andre postkontorer, netop disse dage kulminerer. - De seneste dage har der været væsentlig flere private breve og pakker, og tendensen følger de forrige års, nemlig at mængden af forsendelser er størst de allersidste dage inden jul. De sidste breve og pakker bringes ud juleaftensdag, hvor der er normal omdeling, mens selve postkontoret er lukket, fortæller Erik Palmdahl. Et lille brud på "julemønstret" har der dog været: - Vi har her op til jul ikke været plaget af nær så mange postkasse-sprængninger som tidligere, konstaterer postmesteren.