EMNER

Postnumre og navnestrid

En strid om ændring af vejnavne i Uggerby rumsterer stadig.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Beboere i Uggerby foreslår, at Hirtshalsvej omdøbes til Uggerby Å Vej, og at Skagensvej ændrer navn til Tverstedvej. Foto: Bente Poder

Ændring af vejnavne kan være et følsomt indgreb fra kommunens side. Det viser en sag fra Uggerby, hvor der endnu ikke er fundet en løsning på ændring af tre vejnavne. Da det så i stedet blev foreslået at ændre postnummeret, så protesterne og modstanden for alvor fart i lokalsamfundet, for nu var det pludselig alle husstande, der ville blive berørt. Borgermøde Onsdag aften blev der holdt et borgermøde med repræsentanter fra kommunen og Postdanmark. Her mødte 60-70 op for at markere deres synspunkter. - Vi mener, at kommunen har grebet sagen helt bagvendt an, og vores synspunkter er ikke blevet hørt, siger formand for borgerforeningen i Uggerby, John Poulsen. Sagen drejer sig om vejnavnene Smutten, Skagensvej og Hirtshalsvej. Efter kommunesammenlægningen findes de samme vejnavne inde i Hjørring under samme postnummer. Derfor skal der ske ændringer. Store konsekvenser for firmaer Efter at have diskuteret forskellige vejnavne hælder kommunen til løsningen med at ændre postnummeret til 9850 i stedet for det nuværende 9800. Postdanmark er også modvilligt med på den løsning, men en stor gruppe borgere - heriblandt mange erhvervsdrivende protesterer. En ændring af postnummeret vil nemlig berøre samtlige 350 husstande i Uggerby og ikke kun beboere på de berørte veje. - For erhvervsdrivende vil det betyde ændring af deres brevpapir, skilte og andet, siger en grundejer, Karsten Weinkouff. Underskrifter Han har nu været med til at starte en underskriftsindsamling blandt beboerne. En spørgeskemaundersøgelse fra kommunen har ellers vist, at et stort flertal på 211 mod 62 kan acceptere, at sagen løses med en ændring af postnummeret. De protesterende borgere mener dog ikke, at undersøgelsen giver et rigtigt billede af holdningerne, og derfor vil man nu lave underskriftindsamlingen. Selv foreslår borgerne, at Hirtshalsvej bliver til Uggerby Å Vej, Skagensvej ændres til Tverstedvej og Smutten beholder sit navn, hvorimod Smutten i Hjørring i stedet ændres. - Hvorfor er det lige os, der skal have navnet ændret? Der er kun tre postnumre på Smutten i Hjørring, mens der bor 20 på Smutten i Uggerby, anfører Karsten Weinkouff. Undersøger forslag Formand for kommunens teknik og vejudvalg, Ole Ørnbøl(S) har forståelse for at ændring af vejnavne kan bringe sindene i kog. - Det er følsomt og et indgreb, der får direkte konsekvenser for borgerne. Men det er altså noget vi er blevet pålagt at regeringen, siger Ole Ørnbøl, der nu er villig til at se på borgernes egne forslag. - Vi undersøger nu bl.a. om man i stedet kan ændre vejnavnet på Smutten i Hjørring, siger Ole Ørnbøl.