Tyverier

Posttyverier en god fidus

Klager over forsvundne forsendelser strømmer ind hos Post Danmark. En stor del af klagerne skyldes, at de ansatte stjæler

KØBENHAVN:Tyvagtige ansatte, der stjæler breve og pakker, er efterhånden et stigende problem for Post Danmarks kunder. Sidste år modtog Post Danmark knap 70.000 klager, fordi tusindvis af breve og pakker forsvandt mellem afsender og modtager - tilsyneladende ud i den blå luft. Ifølge flere postmedarbejdere, som Dagbladenes Bureau har talt med forskellige steder i landet, er det en udbredt fidus blandt postvæsnets ansatte at rapse pakker og breve, når brevene sorteres på de syv sorteringscentraler rundt om i landet. Cd'er, dvd'er porno og elektronik i høj kurs Ifølge kilderne er det et "almindelig kendt trick", og det foregår "nemt og let". Det er i høj grad cd'er, dvd'er, porno, elektronik og farvestrålende fødselsdagshilsner med en femhundredelap fra farmor, der er i høj kurs. Det samme bekræfter en række af Post Danmarks store kunder, der årligt mister for flere hundredetusinde kroner, når de sender breve og pakker ud med Post Danmark. Dvdoo.dk er blot et af de firmaer, der beretter om stort svind i forbindelse med, at de sender film ud til kunder. Dvdoo.dk er Danmarks største dvd-butik på nettet, og virksomhedens direktør, Claus Vilholm, forklarer, at svindet efterhånden kan mærkes på virksomhedens bundlinje: - Vi mister mellem 400.000 og 500.000 kroner om året på forsendelser, som aldrig når frem til vores kunder, siger Claus Vilholm. Detektiver overvåger de ansatte Ifølge Dagbladenes Bureaus oplysninger har tyveriet efterhånden nået et så stort omfang, at Post Danmark har indsat detektiver, der overvåger de ansattes arbejde. I Post Danmark erkender man, at der bliver stjålet breve og pakker, men man mener ikke, at problemet har et omfang, som får alarmklokkerne til at ringe. - Vi kan ikke afvise, at der findes folk hos os, som gør ting, de ikke må, nemlig at tage ting ud af forsendelser eller at tage hele forsendelsen med hjem. Vi afskediger cirka 30 personer hvert år på grund af tyveri, men i forhold til at vi sender cirka fem millioner pakker og breve om dagen, mener jeg ikke, at tyveriet er så udbredt, siger Ebbe Andersen, sikringschef i Post Danmark.