Postvæsenet bruger også fotofælder

Underfrankerede breve foreviges af posten som led i bevisførelsen mod vrangvillige betalere

30. december 2004 05:00

KØBENHAVN: KLIK – endnu en i fælden. Sådan tænker ikke kun politiet, når blitzlyset blinker på landevejene. Også Post Danmark tager billeder til forbryderalbummet. Det sker, når en forsendelse er underfrankeret. - Det er simpelthen et led i proceduren. Når man finder et brev, der er underfrankeret på postcentrene, så tager man et billede med det samme. Dermed har man så fotodokumentationen, hvis man skulle havne i byretten. Hvad man nu sjældent gør, konstaterer kommunikationschef Ole Schmidt Pedersen fra Post Danmark. Og skulle man være i tvivl, så kan man på fotoet tydeligt se både frankering, modtager og ikke mindst afsender, så der er ikke mulighed for at løbe fra ansvaret. Og som ved et hvert andet forbryderfoto er der mulighed for at se størrelsen. Brevet ligger nemlig op ad en lineal, så det er nemt at få øje på, at "hov, det skulle vist have været frankeret som et storbrev" – som er den fejl de fleste begår, fortæller kommunikationschefen. Post Danmark kan ikke sige noget om, hvorvidt forbryderfotografierne har haft en gavnlig effekt på indkradsningen af gebyrerne. - Vi har ikke nogen statistik, der fortæller, om vi har lettere ved at få pengene hjem, men jeg tror da, at det kan have en gavnlig effekt på de vægelsindede, når de ser fotoet. Langt de fleste betaler gebyret. Vi er også blevet mere ihærdige med at sende rykkere ud, siger Ole Schmidt Pedersen. Og så er det bare om at betale de 18,75 kroner, som det koster at underfrankere – uanset om det manglende beløb udgør 25 øre eller adskillige kroner. - Gebyret er et udtryk for, at vi skal have dækket de omkostninger, vi har ved et underfrankeret brev, så det vil altid være det samme. Og det er inklusive moms, oplyser Ole Schmidt Pedersen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...