Potenspiller kan være livsfarlige

Potenspiller findes i mange varianter på nettet. Men pas på, de kan være farlige og i værste fald dødelige, advarer Lægemiddelstyrelsen.

Det er ikke alle mænd, der har lige nemt ved at tale om potensen. Og da slet ikke, når den ikke er der. Måske derfor fravælger mange impotente mænd en lægekonsultation, når de vil have potensmidler, og søger i stedet efter potenspiller på nettet. Men prisen for selv at finde sit potensmiddel i cyberspace kan være høj, advarer Lægemiddelstyrelsen. - Desværre er mange af dem ikke godkendt af myndighederne. Det betyder, at de kan være yderst sundhedsskadelige. I værste fald kan de være dødelige, advarer styrelsen således. Vil man alligevel ikke spørge sin læge til råds, anbefaler Lægemiddelstyrelsen, at man køber potenspillerne på apoteket.dk, nemmedicin.dk eller i en udenlandsk netbutik, som er godkendt.