Biler

Potent minimalisme

Land Rover Discovery 3 kan alt det forgængeren kunne - og meget mere

En tung, våd sandstrand, hvor almindelige biler kører fast inden, man kan nå at sige badebold, er ingen udfordring for den nye Land Rover Discovery. Den pløjer i suveræn stil gennem 30 centimeter blødt sand. Discovery 3, som den nye model hedder, er markant anderledes end forgængeren, såvel teknisk som designmæssigt. Og det er vel overflødigt at sige, at den på alle måder er forgængeren overlegen. På den tekniske front er det mest markante introduktionen af det såkaldte Terrain Response System. Kort fortalt er det et system, der giver føreren mulighed for at vælge mellem fem forskellige indstillinger, alt efter hvilket terræn bilen befinder sig i. Er man på landevejen, er det blot at sætte systemet i standard og bilen duver af sted med lydløs elegance. Det klarer den i øvrigt betydeligt bedre og mere støjsvagt end forgængeren, hvilket i sig selv er en bedrift, idet bilen har taget 800 kilo på og nu har en totalvægt på over tre tons. Et faktum der gør, at den nu er helt fri for registreringsafgift og derfor kan købes til under 300.000 kroner for indgangsmodellen med 2,7 liters V6 dieselmotor. Fra amatør til ekspert Skal man en tur i terræn - der hvor bilen adskiller sig markant fra andre lignende biler - er der yderligere fire indstillingsmuligheder at benytte sig af, hvoraf den der hedder græs/grus/sne nok er den, der kommer mest i anvendelse herhjemme. Derudover er der en indstilling til mudder og hjulspor, en til sand og en sidste til kørsel i klipper. Når man vælger et af specialprogrammerne, sørger systemet selv for at indstille alle systemer til den netop forestående opgave. Det vil sige, at systemet regulerer motorstyringen, styringen af det automatiske gearskift, højdeindstillingen og de elektronisk kontrollerede centrale og bagerste spærredifferentialer,for blot at nævne de vigtigste elementer. Eksperet ved siden Alt sammen noget, der giver den urutinerede 4x4-kører mulighed for at give sig i kast med halsbrækkende prøver uden at frygte for konsekvenserne. Kørsel med Terrain Response Systemet er som at have en ekspert siddende ved siden af sig, mens man kører. Nu kunne man jo hævde, at der er mere end fire forskellige typer af terræn at køre rundt i og, at systemet dermed må komme til kort en gang imellem, men nej. Leder af det tekniske udviklingsprogram på Discovery 3, Steve Hayvood siger: - I forbindelse med udviklingen af programmet analyserede vi mere end 50 forskellige typer offroad underlag. Vi konkluderede, at deres karakteristika kunne samles i en håndfuld programmer og det er dem, der er til rådighed i Terrain Response System. Mere plads Ud over de tekniske finesser, er også interiøret væsentligt mere nutidigt end i den gamle Discovery, hvor man sad og gnubbede sig lidt vel op af sideruden og sidemanden. I den nye aftapning er der mere skulderplads, idet den er vokset 30 mm i bredden, mens den er blevet hele 176 mm længere. Kabinen og instrumentbordet er et kompromis mellem elegance og brugbarhed. Arbejds-redskab Selv om bilen ligner topmodellen Range Rover til forveksling, er den i mange tilfælde et arbejdsredskab, hvor man skal kunne entrere i gummistøvler. Det betyder, at den bløde noprede plast visse steder må vige pladsen for hård glat plastic. Det ser ikke eksklusivt ud, men det er let at tørre af. Bilens design er noget helt for sig og det sidder lige i øjet. Et designudtryk som "less is more", altså mindre er mere, passer til bilen, der er ribbet for poppede påfund. Der er ikke noget på bilen, som ikke har en funktion. Derfor må man også kigge langt efter pyntelister og voldsomme luftindtag. Pyntelister er - som navnet antyder - blot til pynt og luftindtaget, der i biler som for eksempel Hyundai Santa Fe ligger som et markant hajgab på fronten, er gemt væk i den ene skærmkasse. Diesel bedst Motormæssigt er det muligt at vælge mellem to varianter. En tørstig 4,4 liters V8 benzinmotor fra Jaguar. Den yder 299 hk og har et drejningsmoment på 425 Nm. Det lyder voldsomt, men er det egentlig ikke. Det er benzinforbruget til gengæld. Lidt over 6.5 km/l er simpelthen for høj en pris at betale for at få en Discovery med otte cylindre. Især fordi den 2,7 liters V6 dieselmotor, der er udviklet i samarbejde med Peugeot og Ford, ligner det perfekte match. Den er støjsvag, trækker flot med sine 190 hk og så rækker en liter diesel til mere end 10 kilometers kørsel. Især med automatgear kommer den motor til sin fulde ret. Ekstra sæder Priserne for en gulplade Discovery begynder ved 299.000 kroner for en basis 2,7 liters diesel. Ønsker man en 4,4 liters hedder prisen på indgangsmodellen 383.000 kroner. Automatgear, som forekommer at være det optimale valg til de fleste købere, koster 16.000 kroner. I sandhed ikke voldsomt. Det bliver det til gengæld, hvis man ønsker bilen på hvide plader. Så må man af med 775.000 kroner for den billigste, mens topmodellen med 4,4 liters motor koster 1.170.000 kroner. I forbindelse med personvogn-udgaven fås to ekstra sæder bagi, så bilen rummer syv personer i alt. De to sæder koster til gengæld 30.000 kroner. Land Rover forventer at sælge omkring 120 styks det første år. Heraf de 95 procent på gule plader. Bilen har premiere i denne weekend.