Potpourri i pavillonen

Foreningen Blaa Kunst præsenterer i weekenden et potpourri at kunstværker i Den Runde Pavillon.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Nogle skal man tæt på, andre længere fra for at se, hvad kunstneren vil med værkerne.

Astrid Sonnesen på snart to år stirrer henført på de kunstværker, der er hængt langt op over hendes jordbærrøde tophue. Hun lægger nakken tilbage og ser på det, som far, Jan Sonnesen, ser på. Sammen er de til foreningen Blå Kunsts udstilling i Den Runde Pavilion i Rododendronparken. - Jeg kender nogle af dem, der udstiller, forklarer Jan Sonnesen og peger mod de kunstværker, han genkender. Astrid siger ingenting, men nøjes med at se sig lidt omkring og kramme sine farvestrålende gummikryb i hånden, mens far snakker. - Jeg er ikke ligefrem kunstkender, forklarer far og ser sig omkring. Men han ved godt, hvad han synes, der fascinerer, og hvad der ikke siger ham noget. Bl.a. kunsten på den modsatte væg vækker erindringer hos Jan Sonnesen. - Det ser australsk-inspireret ud, siger han og husker en tur til kontinentet på den anden side af jordkloden. Nu vil Astrid ned. Der skal ske noget, og hun og far går videre. Lidt efter ender de ved et bord, hvor Karen Riis udstiller sin smykkekunst. - Det hedder: Variation over en papirclips, forklarer Karen Riis. Idéen opstod under en telefonsamtale, hvor en papirclips pludselig udfoldede sig og sprang ud som kunst. Mange stopper ved Karen Riis bord med papirclips-kunst, men Jan og Astrid Sonnesen er allerede gået videre langs væggene med de farvestrålende og opmærksomheds slugende kunstværker. Der er stillet bænke og borde op, både for kunstnere og de besøgende. Ved et af dem sidder Anni Kralund og Hanne Svensmark sammen med Ole Jespersgaard, der er en af de to ophavsmænd til foreningen Blaa Kunst. Sammen taler de om tidligere tiders udstillinger, hvor også naturens kunst i rododendronparken udenfor pavillonens runde buer trak folk til i hobetal. Rododendronerne udenfor er langt fra fuldt flor i dag. Men tanken fascinerer, mener Anni Kralund. - Det kunne være så flot, siger hun og kigger ud af vinduet mod den regntunge himmel og det begyndende aftenmørke. Rododendronerne kan kun anes mellem de store træer gennem vinduet i Den runde Pavilion, hvor der er lyst og tørt. Anni Kralund og Hanne Svensmark er begge udstillere. Anni Kralund udstiller glaskunst. - Det er faktisk ikke ret lang tid siden, jeg startede, fortæller hun og kaster et blik over skulderen på sine kunstværker, der i rammer spejler de mennesker, der stopper op for at se. Glasset er mørkt og fortryllende fuldt af figurer, der lokker øjet til et nærmere blik. Hanne Svensmark har taget sine malerier med, der stråler ud fra den brune trævæg i farveeksplosioner og fantasiforestillinger. Ole Jespersgaard er tovholder på hele projektet. Og det er sin sag, tilsyneladende. - Det er første gang jeg udstiller, og jeg har været rigtig nervøs. Først på ugen var jeg ved at melde fra, men så fik Ole mig overbevist om, at jeg skulle komme alligevel, fortæller Hanne Svensmark lattermildt med et taknemmeligt blik til Ole Jespersgaard. I dag, hvor hun sidder bænket ved en af de mange træbænke i Den runde Pavilion, er nervøsiteten forsvundet og erstattet med en stolt fornemmelse over at springe ud i ferniseringen og udstillingernes ukendte univers. - Jeg er rigtig glad for, at jeg gjorde det, siger Hanne Svensmark smilende. Udstillingen er åben igen i dag fra kl. 12 for alle, der interesseret i en oplevelse af farveudtryk og kunst med fantastiske og fordybende fortællinger, skabt ud af kunstnernes virkelighed og fantasi.