Potter og Pippi

Vokslev friskole opfører musical inspireret af børnebogs-klassikere

VOKSLEV:Pippi Langstrømpe møder Gummitarzan og Jim Hawkins fra "Skatteøen" løber ind i Harry Potter... Jo, der sker spændende og overraskende ting på scenen, når Vokslev Friskole byder ind til årets store skoleforestilling - musicalen "På den rette hylde". - Vi blev inspireret af den regionale læse-lyst kampagne "Nordjylland læser" til at lade bøgernes verden være udgangspunkt for musicalen. Børnelitteraturen har jo med bl.a. Harry Potter-bøgerne pustet liv i lysten til at læse - selv hos de yngste elever. Derfor er det fem af de mest kendte figurer i børnelitteraturen, der er omdrejningspunktet i "På den rette hylde", fortæller skoleleder Jesper Staunstrup, som om forestillingens handling fortæller: - Den begynder på det lokale bibliotek efter lukketid. På hylden for kasserede bøger ligger Harry Potter, Pippi Langstrømpe, Skatteøen, Gummi Tarzan og Alice i Eventyrland. Da mørket falder på, vækkes bøgerne til live, og deres hovedpersoner træder ud af bøgerne og præsenterer sig for hinanden. Selvfølgelig bliver de fem bøgers hovedprojekt at komme væk fra hylden med kasserede bøger. Selv om de måske er lidt slidte og har enkelte løse sider, mener de alle, at de stadig har masser af eventyr at byde på. Forestillingen tager altså diskussionen op om bogens berettigelse i kampen med de moderne elektroniske medier samtidig med, at den behandler det eviggyldige problem: Hvor er min plads i livet - og kan jeg egentlig selv ændre på det, siger Jesper Staunstrup "På den rette hylde" spilles tre gange torsdag 12. februar. Generalprøven er om formiddagen for ca. 150 inviterede friskoleelever, og premieren finder sted om aftenen kl. 19.30. Her forventes der ca. 600 gæster fra skolekredsen samt andre interesserede. Samtlige 96 elever på skolens 9 klassetrin medvirker i musicalen, hvis musik og tekster er komponeret/forfattet af skolens lærere, ligesom nogle af de ældste elever har skrevet tekster. Desuden styres lys, lyd og diverse effekter af eleverne, der også har arbejdet med scenografi og kostumer.