Poulsen og Leipzig sejrer og overtager førstepladsen

En 2-1-sejr hjemme over Schalke 04 sendte RB Leipzig tilbage som Bundesligaens tophold.

- Foto: Scanpix/Jens Schluter

- Foto: Scanpix/Jens Schluter

RB Leipzig fortsætter med at imponere i Bundesligaen.

Lørdag hentede oprykkerne den tiende sejr i sæsonen, da Schalke 04 hjemme blev besejret 2-1.

Dermed har Yussuf Poulsens tyske klub endnu ikke tabt i denne sæson, og klubben indtager førstepladsen i ligaen med 33 point.

Bayern München følger efter med 30 point, og Hertha Berlin har 27 point på tredjepladsen.

Leipzig lagde ud med lyn og torden, og i løbet af det første minut fik hjemmeholdet tilkendt et straffespark, da Timo Werner faldt omkuld i feltet.

Det gav en advarsel til Schalke-keeper Ralf Fährmann, mens Schalke-lejren var tydeligt utilfreds med dommeren.

Timo Werner tog selv ansvaret og bragte hjemmeholdet foran 1-0.

Yussuf Poulsen var tæt på at øge til 2-0 i to omgange i det tredje minut og dermed fordoble sin målscoring i Bundesligaen, hvor danskeren stadig er noteret for en enkelt scoring.

Schalke havde ikke meget at byde ind med i den første halve time, men så kom der pludselig gang i gæsterne.

I det 31. minut halvklarede Peter Gulacsi i Leipzigs mål en afslutning, og riposten røg hen til Sead Kolasinac, der udlignede til 1-1.

Der var dog ikke spillet mere end to minutter af anden halvleg, da Kolasinac blev skurk.

Hjemmeholdet tog et frispark og Schalke-forsvareren headede bolden i eget net til 2-1-føring til Leipzig, og føringen holdt kampen ud.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst