Fodbold

Poulsen og Schmeichel sender Danmark på EM-kurs

Med en flyvende Kasper Schmeichel i målet og en vaks Yussuf Poulsen vandt Danmark 1-0 over Schweiz i Parken.

Hverken Christian Eriksen (tv.) eller andre af de danske offensivspillere ramte niveauet mod Schweiz, men en sen dansk scoring sikrede en vital 1-0-sejr.

Hverken Christian Eriksen (tv.) eller andre af de danske offensivspillere ramte niveauet mod Schweiz, men en sen dansk scoring sikrede en vital 1-0-sejr.

KØBENHAVN:Det danske fodboldlandshold har sat kurs mod EM-slutrunden næste år.

Lørdag aften tog danskerne et stort skridt ved en kende ufortjent at slå Schweiz med 1-0 i Parken.

Det var i høj grad målmand Kasper Schmeichels skyld, at Danmark stadig var med i kampen, da Yussuf Poulsen i det 84. minut scorede kampens eneste mål på en friløber. Schmeichel havde leveret verdensklasse på stregen og afvist flere flotte forsøg.

Med sejren er Danmark nu fire point foran Schweiz inden de to afsluttende gruppekampe mod Gibraltar og Irland. Schweizerne har dog spillet en kamp færre.

I tillæg kommer Danmark nu op på over tre år uden at have tabt en kvalifikationskamp.

Landstræner Åge Hareide havde satset på at gøre det til en fysisk dyst, og derfor var Andreas Cornelius foretrukket i front på bekostning af Kasper Dolberg og Christian Gytkjær.

Flere gange i løbet af kampen gav den disposition bonus.

Før pausen agerede Cornelius bomstærk opspilsstation og lagde bolden til rette for henholdsvis Martin Braithwaite og Christian Eriksen, hvis afslutninger dog var i den vattede ende.

Afslutningerne var meget kendetegnende for det danske angrebsspil i første halvleg, hvor både Christian Eriksen og Yussuf Poulsen spillede under vanlig standard. De skulle dog få taget revanche til sidst.

Efter en intens og energisk indledning på kampen døde den danske aggressivitet efter et kvarter. Med spredt piften og buhråb gav den udsolgte nationalarena da også sit besyv med ved pausefløjt.

Den bedste dansker før pausen var Kasper Schmeichel. To gange måtte han diske op med klasseredninger for at forhindre en føring til gæsterne.

I det 14. minut vippede han et fremragende langskud fra Granit Xhaka op på overliggeren. 20 minutter senere var han vaks igen, da han dykkede ned og afværgede en kontrolleret helflugter fra Admir Mehmedi efter direkte schweizisk spil.

Kort efter pausen fik Schweiz så endnu en god mulighed, da Mehmedi tog et klogt dybdeløb efter et af uvant mange boldtab fra Christian Eriksen. Lidt presset sendte han bolden over mål.

Øjeblikket senere viste Schmeichel atter verdensklasse, da han igen fik vippet bolden op på overliggeren. Denne gang var det efter et kraftfuldt drøn fra Ricardo Rodriguez.

I den anden ende var det også lige ved og næsten, men på mystisk vis gik der stoleleg i den, da der skulle skydes på mål, så hverken Martin Braithwaite eller Christian Eriksen fik afsluttet efter Cornelius' flotte forarbejde.

Akkurat som i første halvleg faldt tempoet efter en ellers lovende start. Efter Irlands nulløsning ude mod Georgien tidligere lørdag, ville uafgjort i Parken umiddelbart være et rimeligt resultat for begge mandskaber.

Derfor lignede det en pointdeler, indtil Christian Eriksen seks minutter før tid med sin klart bedste aktion i kampen fandt en fri Yussuf Poulsen.

Leipzig-angriberen tordnede ned mod Yann Sommers mål, udplacerede keeperen og sikrede ekstase i Parken.

Symptomatisk skulle der dog endnu en formidabel redning fra Schmeichel til at sikre de tre point, da han i de absolut sidste sekunder dykkede ned ved stolperoden og reddede Thomas Delaney fra et selvmål.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst