Poulstrup

Poulstrup må have en butik

POULSTRUP:Hvis det værst tænkelige skulle ske, og indbyggerne i Poulstrup stod uden muligheder for at købe ind i byen, ville det ramme hårdt. De fleste i byen køber stort ind i Hjørring, Tårs eller Vrå, mens de mindre indkøb foretages i byen. De yngre indbyggere har en bil, som hurtigt kan bringe dem til Hjørring, Tårs eller Vrå, men for de ældre vil en indkøbstur, som i dag kan klares på ingen tid, tage flere timer med rutebil, og så er der ingen garanti for, at man møder naboen på turen. - Hvis vi bruger statens takster for kørsel, så vil en tur til Hjørring og tilbage koste omkring 80 kroner, siger Hans Jørgen Jensen, som har svært ved at se det attraktive i at handle ind i de store butikker. - For mit vedkommende er tiden for kostbar til at ose i de store butikker. En af dem, der helt sikkert vil sætte penge i et anpartsbevis, er Trine Mortensen, som er født og opvokset i Poulstrup. Selv om hun har bil, foretager hun alle de daglige indkøb i den lille brugs i byen. En anden af brugsens faste kunder er 85-årige Ruth Madsen, som trods dårligt bentøj, selv går ned i brugsen for at købe det, hun har brug for. Hun bruger en klapvogn udstyret med en mælkekasse til at transportere varerne hjem med. - Det ville være svært for byen, hvis forretningen lukkede, siger Ruth Madsen. Hvis det skulle komme så vidt, at der ikke åbner en ny forretning efter den 15. oktober, er hun og manden ilde stedt. Selv om de er tilknyttet handicapkørsel, vil en indkøbstur tage umådelige lang tid.