Poulstrup samler ind

Byen lidt syd for Hjørring har indset, at man selv må tage affære, hvis man vil have noget stablet på benene

Heste 30. december 2004 05:00

POULSTRUP: Byen Poulstrup er nærmest kendt for at samle ind. Den lille by syd for Hjørring har 472 indbyggere i selve byen. Byen har en skole, SFO, en hal, en købmand, en ridehal og meget mere. Og meget af det, som byen har, har den fordi indbyggerne i Poulstrup selv har samlet ind til det. I 1988 løb startskuddet til en borgerfinansieret hal i Poulstrup.En selvbestaltet gruppe undersøgte om der var behov og opbakning til en hal i Poulstrup. Det var der. Gruppen fik tilsagn om, at hvis de selv kunne stille med en fjerdedel af det, som hallen ville koste, ville kommunen hjælpe med lån til resten. Året efter var der så borgermøde og allerede inden aftenen var omme, var der givet tilsagn om 250.000 kroner. I alt blev der indsamlet cirka 1,3 millioner kroner blandt borgerne i byen til en hal. Af dem var cirka 800.000 kroner tilskud, mens resten var rentefrie lån, som ville blive betalt tilbage over 10 år. En af dem, som var med i gruppen bag hallen, er Kristian Kjær, som i dag er formand for Vrejlev-Hæstrup Hallen. - Det er gået lige efter bogen, og folk har fået sine penge tilbage, Men hen ad vejen er der flere, som har sagt, at de synes, at hallen var en god idé, så de ikke vil have pengene tilbage, men i stedet har givet dem som tilskud til hallen. Jeg tror, at vi ikke har betalt mere end 500.000 tilbage til borgerne, siger Kristian Kjær. Et hjørne af kommunen Han er helt sikker på, at hvis borgerne ikke selv havde samlet ind, så havde byen ikke fået en hal. - Poulstrup er et hjørne af kommunen, og det er svært at komme igennem med ønsker. Folk her kan se, at det nytter at samle ind. Vi kan for eksempel se, at der næsten er kommet 50 procent flere elever på skolen siden hallen kom. Men om det kun skyldes hallen, kan vi selvfølgelig ikke vide, siger Kristian Kjær. Han tilføjer, at der altid har været stor opbakning omkring hallen, og at det aldrig har været et problem at finde frivillig arbejdskraft. Siden bygningen af Vrejlev-Hæstrup Hallen er det ikke stoppet med indsamlinger blandt byens borgere. Tværtimod. For nogle år tilbage tog Hans Jørgen Jensen initiativ til en ridehal. Poulstrup havde på det tidspunkt en rideklub, men om vinteren var der ingen aktiviteter. Der blev lavet tegninger og byggeansøgninger, og det lykkedes at samle 100.000 kroner ind i støtte fra blandt andet erhverv. - Jeg mente, at det var muligt at samle ind, hvis viljen var der. Og det var den, siger Hans Jørgen Jensen. Han var også initiativtager til at samle ind til at lave et andelsselskab, som skulle stable en ny butik på benene, da Lokalbrugsen lukkede i Poulstrup sidste år. - Vi havde undersøgt, om nogen var interesserede i at købe butikken. Det var der ikke, siger han. Mellem 70 og 80 mennesker fra Poulstrup og oplandet blev andelshavere i den nye købmandsbutik, som i dag er lejet ud til Henrik Karlsen, som i dag driver "Kwik Spar", der ligger på Hovedgaden i Poulstrup. Omkring 220.000 kroner blev der samlet ind blandt borgerne, og Hans Jørgen Hansen oplevde ingen problemer med at få folk til at give penge for at byen kunne bevare en købmand efter at Brugsen lukkede. - Det var ret nemt at få folk til at støtte projektet. Alvoren gik pludselig op for folk, og de indså, at nu skulle der ske noget. Hvis vi mistede købmanden, ville byen dø, siger Hans Jørgen Jensen. Selv købe og betale Ifølge ham er der en god forklaring på, at indbyggerne i Poulstrup vælger at støtte forskellige ting i byen. - Vi er godt klar over, at vi er et yderområde. Hvis vi vil have noget, må vi selv købe og betale for det. Vi har vanskelig med at komme igennem over for kommunen, siger han. En af dem, som hare haft glæde af, at byen samler ind, er indehaveren af byens købmand, Henrik Karlsen. Han lejede sig i ind i de lokaler, som andelsforeningen havde købt. - Det betød bestemt noget, at jeg ikke skulle ud og købe bygningen, så jeg ikke skulle bruge 6-700.000 kr. på det. Dem kunne jeg bruge på varer i stedet for, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...