Poulstrup-udstilling med plads til skæverter

Der er en slags censur før åbningen i morgen

Kunst 4. april 2003 08:00

POULSTRUP: Når der her i denne weekend inviteres til Kunst- og Kulturweekend på Vrejlev-Hæstrup Skole, så kan man ikke direkte kalde det en censureret udstilling. Og dog. Ikke alle og enhver kan lige få lov at hænge et par billeder op. Der er nemlig et kunstudvalg, som hvert år forud for udstillingen tager stilling til, hvem der kan udstille. - Det er ikke, fordi vi har vældig meget forstand på kunst, men vi er mange i udvalget, og vi har forskellig smag, så det bliver altid et varieret udbud. Men vi er ikke nogen elitær udstilling, for her er også plads til skæverter, forklarer sekretær på Vrejlev Hæstrup Skole, Jette Boje, som er en vigtig ildsjæl i arbejdet omkring den store forårsudstilling. - Vi har en lille fast kerne af kunstnere, som har været med gennem alle årene. Desværre svinder den jo ind - vi har mistet Jean Pierre Louveau siden sidste år. Men fordi man er inviteret med ét år, betyder det ikke, at man automatisk er med hvert år, siger Jette Boje. Så hvert år bliver der livligt diskuteret i kunstudvalget, hvem der skal med igen og hvilke nye, der skal have lov at vise frem. I tidens løb er det blevet til over 100 udstillere. Alle har fået kunsten kigget efter i sømmene på forhånd. - Vi har en politik om, at vi gerne vil præsentere mindst fem nye kunstnere hvert år. Altså nye i vores sammenhæng, understreger Jette Boje. Hun fortæller, at mange henvender sig for at få lov at udstille, så problemet er at få plads til alle dem, der gerne vil vise deres kunst frem. - Nogle gange har der være op mod 30 udstillere, men det er for mange på én gang, så nu holder vi det helt bevidst nede på 20-21 udstillere, så det kan blive en pænere udstilling. Det skal jo gerne se ordentligt ud. Jette Boje siger bare, at Kunst- og Kulturweekenderne i Poulstrup har fundet sted i "mere end tyve år". - Vi kan ikke rigtig blive enige om, hvornår det begyndte, siger hun. Står det gamle Vendsyssel Tidende-arkiv til troende - og det gør det jo - så er årets udstilling netop nummer 25 i rækken.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...