Power Works køber det gamle Iscon Staal

Skal bruge 12-15 mand til rør- og stålproduktion

Frederikshavn 1. februar 2005 05:00

FREDERIKSHAVN: Stålvirksomheden Power Works ApS har købt det det tidligere Iscon Staals og senest MJ Teknik's besiddelser på Langerak. Bygningerne har stået tomme, siden MJ Teknik gik konkurs i forsommeren sidste år. Power Works har samtidig købt grunden under bygningerne af havnen. - Vi overtager i denne uge og flytter i denne uge, fortæller indehaveren af Power Works, Masoud Khademi. - Vi skal have opbygget vores rør- og stålkonstruktionsværksted og skal bruge 12-15 mand, siger Masoud Khademi og krydser fingre for sin investering. Firmaet har siden 1. juni sidste år haft til huse med 600 kvm. værkstedshal i Frederikshavn Maritime Erhvervspark. Det beskæftiger sig med skibsreparationer, skibsudrustning, konstruktion og svejseopgaver indefor stål, aluminium og rustfri, samt rør-, hydraulik- og montagearbejde. - Lige nu har vi 55 mand ansat på Lindø-værftet til at bygge hovedmotoren op på en nybygning. Vi har været helt oppe på 83 mand på Lindø, fortæller Masoud Khademi. Han er selv i sin tid udlært som skibsbygger og svejser på Ørskov og siden rejst i 13-14 år over hele Europa som montør. Derved har han opbygget gode kontakter til ingeniør- og industrivirksomheder. Den 41-årige Masoud Khademi kom hertil fra Iran for 20 år siden. Med håndværksuddannelsen siden suppleret med en teknisk studentereksamen, modnede drømmen sig om at starte egen virksomhed. 90 pct. af den arbejdskraft, han benytter til rejsejob, er lokal. Formanden for Dansk Metal i Frederikshavn, Jørn Larsen, glæder sig over initiativet og den stigende beskæftigelse indenfor de sorte fag. - Ledigheden i afdelingen er på vej ned igen, melder Metal-formanden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...