Præcis som i Glostrup

Der er mange paralleler mellem anholdelserne i Vollsmose og sidste års terrorsag fra Glostrup. Straframmen går til livstid - men planlægning af terror er svært at bevise

Uddannelse 6. september 2006 06:00

De kommer næppe til at møde hinanden i fængslet. Men de seks sigtede fra Vollsmose har ganske meget til fælles med fire unge mænd fra Glostrup. De er vokset op her i Danmark, de fleste med en udenlandsk baggrund. De har udadtil været velfungerende unge, der passede deres job eller uddannelse, mens der sideløbende voksede en stadigt større interesse for deres muslimske baggrund og tro. Og nu sidder de alle fængslet for planlægning af terror. De seks fynboer ankom til fængslerne i går. De fire fra Glostrup har nu siddet bag tremmer i ti måneder. For nylig besluttede justitsminister Lene Espersen (K), at de fire skal tiltales efter den strammeste terrorparagraf, den samme som de Vollsmose-anholdte tirsdag blev sigtet for. Den har fængsel op til livstid. Bosnisk forbindelse Glostrup Politi har siden efterforskningens start holdt kortene tæt ind til kroppen. I første omgang fik offentligheden kun at vide, at det var et bosnisk tip, der første til de syv personer, hvoraf tre siden blev løsladt på grund af manglende beviser. I Bosnien blev en 20-årig dansk-tyrker og den svensk-bosniske Maximus anholdt med 20 kg sprængstof, et selvmordsbælte, en pistol og en martyrvideo, hvor en stemme talte om kommende aktioner. I disse uger kører retssagen mod dem i Bosnien. Kan de dømmes? I Glostrup kommer sagen for retten senere på efteråret. 8000 siders bevismateriale har anklagemyndigheden at holde styr på. Kun få reelle oplysninger er kommet frem ved grundlovsforhørene, men disse melder om brevveksling, chat og telefonsamtaler mellem de to bosniske folk og de fire danske. Om dette er nok til at blive dømt for terrorplanlægning, ved ingen. Paragraf 114 i straffeloven har nemlig aldrig tidligere været brugt. - Det afgørende er, om politi og anklagemyndighed kan bevise, at de mistænktes suspekte handlinger ikke bare var udslag af løse overvejelser og luftkasteller, men udtryk for at de havde en konkret plan, udtaler docent i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard. Nye paragraffer Jørn Vestergaard mener, at det er umuligt at forudsige, hvordan efterårets retssag i Glostrup vil falde ud. - I sommer blev der sat nye paragraffer ind i straffeloven, så der skal ikke så meget til for at dømme, for eksempel for rekruttering til terrorisme eller oplæring i metoder, der kan bruges i forbindelse med terrorisme, forklarer han. Om det ender med at blive en betinget dom for opfordring til terror, eller om de unge fra Glostrup og Vollsmose idømmes fængsel på livsstil, kan kun de kommende retsmøder og retssager vise.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...