Tylstrup

Præcisionsskydning og mug i skyttecentret

SUNDHEDSFARLIGT:For år tilbage var vi nogle stykker, der begyndte at gå til skydning i firmasport. Det har vi haft megen fornøjelse af, dog har det været ulideligt at opholde sig i de bygninger, ude på skydebanevej. Men til stor glæde for os alle blev der taget en beslutning. Nu skulle der gøres noget ved forholdene derude. Dejligt, for langt om længe vil det blive sådan, at man ikke er nødsaget til at trække af tøjet uden for døren og skynde sig og smide det i vaskemaskinen for at få det vasket, inden hele ens hjem bliver forpestet af lugten af indelukket rum, hvor fugt driver ned af væggen, og mug vokser frodigt. Men til min store forbavselse er det kun de udendørs faciliteter, der bliver lavet om for et større millionbeløb. Så kunne man jo fristes til at spørge: Hvad har man tænkt sig? Skal opholdsrummet bare forfalde, skal det nedbrydes af råd og svampe? Der er mennesker, der er kommet derude i en årrække, som ser sig nødsaget til at stoppe på grund af helbredet, kan det virkelig være meningen. Hvad vil man med fine nye baner, når folk ikke tør komme af frygt for helbredet og spekulerer på, om det er muligt at ramme skiven præcist, når man samtidig skal hive efter vejret på grund af astmaanfald forårsaget af svampe og mug. Men selvfølgelig, Tylstrup er jo ikke længere væk end 10 minutters kørsel, er det det, man vil i Brønderslev skytteforening?