Lokalpolitik

Præcist udtryk

Læserbrev

I en artikel 8. maj i NORDJYSKE betegner Per Larsen (K) planarbejdet for Slagterigrunden som "en skandale". Det er faktisk meget præcist udtrykt. Og ansvaret er først og fremmest politisk. Med godkendelsen af endnu et bevidstløst indkøbscenter, tilladelse til højhusbyggeri, og anvendelse af arkitektoniske løsninger, der på ingen måde er nyskabende eller miljømæssigt fremadrettede, har byrådet på eklatant vis spildt chancen for at for at gøre Hjørring Centrum til noget særligt. SF har hele tiden forholdt sig meget kritisk til de gældende planer – og ikke mindst, at man vedtager lokalplan for området, inden den samlede kommuneplan er på plads. Det understreger den manglende sammenhæng, der i alt for mange sammenhænge har karakteriseret forholdet mellem overordnede visioner og konkrete projekter. Vi forstår de mange folkelige protester, og har da også selv fremlagt alternative og konkrete planer for området. Samtidigt var vi også åbne for andre anvendelsesmuligheder, der kunne gøre denne centrale plads til noget enestående - men et flertal valgte som bekendt metervareløsningen. Ærlig talt... der mangler lidt rock’n’roll i den kommunale tænkning!