Fodbold

Prædiken og sang i det fri

} GUDSTJENESTE:Prædiken og salmesang rykker udendørs, når Klejtrup Menighedsråd i dag holder friluftsgudstjeneste i by- og legeparken. Det er Joan Andersen, Bjerregrav, der prædiker, mens organist Jacob Græsholt og Klejtrup Kirkekor står for sang og spil. Efter gudstjenesten er der kaffe, kage og sodavand. } BYGGETILBUD:25 procent i rabat på byggegrunde. Det er det tilbud, Aalestrup Kommune giver husbyggere for at få solgt 19 byggegrunde forskellige steder i kommunen. Grundene koster mellem 76.900 og 155.000 kroner, og i forbindelse med en bosætningskampagne bliver de nu alle sat på udsalg. } SOMMERUDFLUGT:Aktive Kvinder i Aalestrup ruller søndag forbi Assentoft Kro og Stenvads Mosebrugsmuseum, inden de besøger Sostrup slot på Djursland. Det første skøde på Sostrup er fra 1388. Senere har en del adelsfamilier ejet slottet. } FODBOLDSEJR: Tre point kom i hus, da Boldklubben Sydhimmerland besejrede B 67 på hjemmebane. Allerede efter 15 minutters spil, lagde Torben Skårup bolden ind over på et hjørnespark, hvorefter anfører Dan Fuglsang sendte den i nettet til 1-0, som også blev kampens resultat. Der var afbud fra Kristoffer Nielsen, Kenneth Sørensen og Kenneth Kallestrup, og det betød at tre nye spillere indgik i holdopstillingen: Allan Christensen, Eli Højbjerg og Rasmus Mortensen. Træner Jørgen Bach var meget tilfreds med kampens resultat og roste i sær forsvarsspillet, hvor der blev lukket godt af for B 67. Holdkammeraterne udnævnte målscorer og anfører, Dan Fuglsang, til kampens bedste spiller.