Prædikenen skal være politisk

Juleprædikenen skal være så politisk, at julens glansbillede får lidt ridser. Men man skal ikke skælde ud, mener sognepræst Hans Jakob Hansen. Vi fulgte ham under forberedelserne til årets vigtigste gudstjeneste.

Kristendom 24. december 2004 05:00

Ulrik Andersenulrik.andersen@nordjyske.dk AALBORG: Om nogle få timer går sognepræst Hans Jakob Hansen på prædikestolen i Klosterkirken for at holde årets vigtigste tale. Han vil svede lidt under præstekraven, og mærke adrenalinen pumpe i kroppen. For mange er juleaftensdag årets vigtigste kirkedag, og det ligger et stort pres på præsten. Det er godt en uge siden, at de første ideer til prædikenen begyndte at boble op i hans baghovede. Men julen er så travl en tid for en præst, at han ikke har haft tid til, at skrive den før i går. I dag har Hans Jakob Hansen lært talen næsten udenad. - Men man må ikke lære den helt udenad, for så bliver prædikenen en opremsning. Man må ikke lave sin stemme om. Man skal lyde naturlig, ellers taber man folk. Vemod i juleglæden Han sidder ved sin computer i arbejdsværelset på C. W. Obels Plads. Det er her i det højluftede rum med bogreoler fyldt med bibler, salmebøger og prædikensamlinger, at talen bliver til. - Når først jeg har ideerne på plads, så går skriveprocessen egentlig meget hurtigt. Det svære er helt klart at få ideerne. I juledagene er de fleste kirker fyldt ud til sidste sæde. Og kirkegængernes forventninger er på højde med Budolfi Kirkes tårn. 21 års erfaring har gjort Hans Jakob Hansen meget bevidst om både sine egne og publikums forventninger. - Mange kommer med en forventning om at gudstjenesten skal være en del af det glansbillede, familierne bygger op om julen. Men han vil ikke bare være en hyggelig præst, der kun taler om julen glade budskab. - Julen indeholder også en del vemod for de fleste voksne mennesker. Vi har jo minder om vores barndom og har prøvet at miste familie og venner. Og julen er også den tid, hvor antallet af indlæggelser på de psykiatriske afdelinger stiger. Jeg vil ikke ignorere den del af julen, så jeg skal lave lidt ridser i glansbilledet. Politisk prædiken Hans Jakob Hansen henter meget af sin inspiration i de politiske debatter. Det er når man læser evangeliet med politiske briller, at man forstår relevansen i dag. - Jeg mener, at en god prædiken skal have en aktuel, politisk vinkel. Der er formentlig mange præster, der ikke mener, at det er nødvendigt, men efter min mening er juleevangeliet en politisk tekst. Jesus tager altid de svage i forsvar mod de stærke. Det er, hvad kristendommen grundlæggende går ud på. Siden han for 21 år siden begyndte som præst i Tornby-Vidstrup pastorat i Vendsyssel, har han holdt juleprædikener 30-35 gange og holdt endnu flere lejlighedstaler om juleevangeliet oveni. - Så det er svært ikke at gentage sig selv. Men man er nødt til sætte sig med teksten igen. Og så henter jeg meget inspiration hos andre prædikanter. Men man må selvfølgelig ikke kopiere for meget fra dem. Bush mod Jesus I år er Hans Jakob Hansens tema sikkerhed. - Rammen er, at vi på den ene side har verdens mægtigste mand, kejser Augustus, og på den anden side har vi Jesusbarnet. Banalt sagt har vi i dag verdens mægtigste mand, Bush, på den ene side og alle de afmægtige på den anden. Magthaverne tænker nøjagtig på samme måde dengang som nu. Kejser Augustus ville have en folketælling, så han kunne vide, hvor mange skatteydere, der var i riget, og dermed, hvor stort det økonomiske fundament var. Det handlede om sikkerhed. Krigen mod terror og det amerikanske missilskjold er også en del af vores besættelse af sikkerhed. - Det er meget menneskeligt. Vi vil leve i fred og sikkerhed. Men evangeliet har en hel anden tilgang til tilværelsen. Der handler det om at forsvare det ubeskyttede liv. Og vel og mærke ikke med våben. Jesusbarnet er vel det smukkeste udtryk for det ubeskyttede liv, vi har. Ingen skældud Selvom Hans Jakob Hansen lægger op til at rive flere ridser i glansbilledet, så vil han ikke skælde menigheden ud. - Jeg vil nødigt blive kendt som en, der tordner. Der skal være lidt realisme, men det er ikke meningen, at man skal gå tyngede ud af kirken. Det er det aldrig, men specielt på juleaften er det vigtigt. Juleevangeliet handler jo grundlæggende om glæde. For Hans Jakob Hansen er det mest glædelige tidspunkt på juleaftensdag, når prædikenen er overstået. - Jeg er mest glad, når gudstjenesten er gået godt og folk forhåbentlig har fået noget ud af det. Men skuldrene falder ikke ned, før jeg kommer helt hjem. På juleaften kan han også møde den bedste juleprædikant, han har hørt i den seneste år. - Ssidste år sagde et mine børnebørn til sin lillesøster:"Ved du hvad Katrine. Det er Jesus, der har fødselsdag, men det er os der får gaverne." Så behøver man faktisk ikke at sige meget mere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...