EMNER

Prædiker for afviste asylansøgere

København: Igen i år prædiker biskop i Københavns Domkirke Erik Norman Svendsen for afviste irakiske asylansøgere. Det sker tirsdag den 9. december i forbindelse med en lysgudstjeneste. Domkirken har i de to foregående år lagt rum til lysgudstjenester, som er blevet indledt med, at irakiske asylbørn bar tændte stearinlys op ad kirkegulvet. I år rækker gudstjenesten dog lidt længere ud end til de kristne irakeres situation. Lysgudstjenesten er for "alle, der vandrer i mørke". Det vil sige alle flygtninge, som har fået afslag på asyl, og som FN fraråder at tvinge tilbage til deres hjemland. - Det er dem og andre flygtninge, der ikke kan vende tilbage til deres hjemland, vi særligt har haft i tankerne ved forberedelserne af dette års lysgudstjeneste, lyder det fra domkirken./ritzau/