Hobro

Prædiker for en bedre ungdom

Elever fik en opsang serveret med komik og bandeord

Søren Lynge var en veloplagt og morsom prædikant, der talte om det gode ungdomsliv. 
Foto: Martin Damgård

Søren Lynge var en veloplagt og morsom prædikant, der talte om det gode ungdomsliv. Foto: Martin Damgård

HOBRO:Der manglede nogle ”halleluja’er” hist og her. Men ellers lignede samlingen i Klynge B på Rosendalskolen næsten et religiøst vækkelsesmøde. Foran eleverne tordnede den ekstremt energiske guru Søren Lynge. Han bombarderede salen med vejledning i det gode ungdomsliv. Lynge leder et rådgivningsfirma, han skriver bøger om unges problemer og han har for længst slået sit navn fast som en af de anerkendte af slagsen. Alvorlige emner som narkomisbrug, druk, selvmord og sexmisbrug fløj gennem salen. Alligevel blev der grinet en masse. For Søren Lynge laver stand-up foredrag med en humoristisk indgang. At dømme efter latteren blandt gårsdagens publikum, rammer han plet hos målgruppen. Han tegner unges problemer i kød og blod ved at trække assistenter på scenen. De har været derude, hvor det ikke er sjovt. Unge, der har været i misbrug, udsat for sexovergreb og har skåret i sig selv. Gang på gang slår prædikanten fast, at fordi man har haft nogle slemme oplevelser, fordi forældrene er blevet skilt, fordi der ligger skidt i rodekassen, så kan man stadig godt få et godt liv. Han taler om, at man skal styre sine følelser og spørger, hvor mange i forsamlingen, der har haft lyst til at slå deres lærer. En skov af arme rejser sig. Pointe: Man skal ikke altid handle efter sine følelser. Klam hundredlap Han hiver en hundredkroneseddel frem. Hvem vil ha’ den? spørger Lynge. Alle rækker hænderne op. Så spytter han på pengesedlen, kalder den grimme ord og træder på den. De fleste vil stadig gerne have hundredkronesedlen, for den er jo fortsat de 100 kroner værd. - Det samme gælder dig. Bare fordi nogle har kaldt dig grimme ting og gjort dig fortræd, er du stadig det samme værd som menneske, konkluderer Søren Lynge. - Kig fremad og tag et ansvar for dit eget liv, råber han, så højttalerne forvrænger lyden. Ungdomsrådgiveren, der selv var noget af en skidt knægt en gang, lægger ikke fingrene imellem. - Jeg kan lynhurtigt udpege drengene her i forsamlingen, som om et år er kriminelle. Jeg kan se, hvem der har røget hash. Hvilke piger, der har lavt selvværd. Han opstiller fem gode mål, der i den Lynge’ske filosofi er vejen mod et godt ungdomsliv: [ Jeg vil være en god ven. [ Jeg vil tage ansvar for mit eget liv. [ Jeg vil passe på mig selv. [ Jeg vil tro det bedste om mig selv og andre. [ Jeg vil stille krav til mine venner.